Når man følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger, skulle man meget gerne ende med at blive rask.

Men sådan er det ikke gået for mange børn i Texas i USA, der lige nu er ramt af et stort mæslingeudbrud.

De er i stedet blevet indlagt med forgiftninger efter at have fulgt den 'mæslingekur', som USAs sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., har anbefalet.

Det skriver blandt andre Deutsche Welle, The Telegraph og USA Today.

Covenant Children's Hospital i Lubbock, Texas har behandlet flere børn for A-vitamin-forgiftning.
Covenant Children's Hospital i Lubbock, Texas har behandlet flere børn for A-vitamin-forgiftning. Mary Conlon/AP/Ritzau Scanpix

»Vitamin A kan drastisk nedsætte dødelighed relateret til mæslinger,« lød anbefalingen fra RFK Jr., der også har udtalt, at vitaminet kan forebygge mæslingeinfektioner.

Siden har apoteker i delstaten fortalt, hvordan vitamin A-tilskud bliver flået af hylderne.

Samtidig kan Covenant Children's Hospital nu oplyse, at hospitalet de seneste to uger har behandlet »mindre end 10 tilfælde« af vitamin A-forgiftning.

Børnene var i første omgang blevet indlagt med mæslingesymptomer, men undersøgelser viste, at deres leverfunktion var unormal på grund af vitamin A-forgiftning.

Herhjemme indgår MFR-vaccinen i børnevaccinationsprogrammet, og samme vaccine er tilgængelig i USA.

»Men hvis folk har fået det fejlagtige indtryk, at man har et enten-eller-valg mellem MFR-vaccine og A-vitamin, så vil mange børn blive unødigt smittet med mæslinger,« siger Peter Hotez, der er meddirektør for Texas Children's Hospital Centre for vaccineudvikling ifølge The Telegraph.

Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder har der været næsten 500 mæslingetilfælde i 2025.