Der er noget, der slet ikke hænger sammen i Kina. Officielt er under 30 kinesere døde som følge af covid-19 siden 1. december, uofficielt er både kinesiske hospitaler og lighuse propfulde af covid-ofre.

En 40-årig kinesisk operasanger og den berømte skuespiller Gon Jin Tang, er bare et par af de dusinvis af kinesiske berømtheder, der pludseligt er døde i løbet af de seneste uger.

Chu Lan Lan, en kinesisk sopran, der blandt andet sang ved åbningen af OL i Beijing i 2008, døde i december. Ligesom med Gon Jin Tang, er dødsårsagen fortsat ikke offentliggjort, men på rygteplanet er begge ofre for covid-epidemien, og berømthedernes død skaber ængstelse blandt mange for tilbageholdte mørketal.

»Om det end er akademikere, berømtheder eller mine bekendte, så er jeg slet ikke tvivl om, at rigtig mange mennesker er døde, selvom eksperterne benægter dette,« lød et anonymt opslag på Weibo i Kina, som er blevet læst af millioner

Den 40-årige, kinesiske operasanger, Chu LanLan, der døde pludseligt for nyligt, er bare en af mange kinesiske berømtheder, der pludselig er gået bort
Den 40-årige, kinesiske operasanger, Chu LanLan, der døde pludseligt for nyligt, er bare en af mange kinesiske berømtheder, der pludselig er gået bort
Vis mere

Den kinesiske stat er fortsat særdeles karrig med at dele detaljer om den igangværende covid-epidemi, der i mere end en måned har buldret derudad, efter at Kina foretog en pludselig kovending og åbnede samfundet op efter flere års hel eller delvis nedlukning.

Interne, kinesiske regeringspapirer peger på, at hundreder af millioner kinesere reelt er blevet smittet, og WHO er stærkt bekymrede.

»Vi mener, at Kina bevidst underdriver det sande billede af sygdommens omfang, når det gælder indlagte på intensiv og dødsfald,« siger Mike Ryan, chef for WHOs akutprogram ved et pressemøde.

Lokalt i Kina florerer øjenvidneberetninger om kaotiske tilstande på landets hospitaler med mangel på ilt og hospitalssenge. Epidemien går nu også ud over Kinas produktivitet, fordi mange er for syge til at arbejde eller bliver væk af frygt for at blive smittet.

Indlagte på en akutafdeling i Shanghai. Præcis hvor mange der reelt er smittede med covid i Kina vides ikke.
Indlagte på en akutafdeling i Shanghai. Præcis hvor mange der reelt er smittede med covid i Kina vides ikke. Foto: STAFF
Vis mere

»Med halvdelen eller helt op til tre fjerdedele af arbejdsstyrken ude af stand til at passe deres arbejde, kan mange fabrikker ikke opretholde deres produktion,« skriver det Hongkong-baserede shippingselskab HLS i et notat til sine kunder ifølge CNBC.

Kinas kommunistiske regering fik stor kritik for sin lukkethed og mangel på samarbejdsvilje tilbage i 2020, da den globale covid-pandemi for alvor tog fart efter udbruddet af covid-19 i Wuhan.

Men modsat Vesten, hvor effektive vacciner og gradvis opbygget modstandsdygtighed har gjort vores samfund i stand til at fungere med skiftevis stigende og faldende covid-smitte, så har den kinesiske nultolerance og mangel på effektive vacciner gjort verdens folkerigeste land særdeles sårbart.

Frygt for spredning af nye varianter som følge af den kinesiske eksplosion i covid-tilfælde, har fået mange lande i Vesten til at indføre indrejsekrav til kinesiske rejsende. Men indtil videre er størstedelen af de smittede i Kina ramt af allerede kendte varianter.

En ansat i beskyttelsedragt i Beijings internationale lufthavn.
En ansat i beskyttelsedragt i Beijings internationale lufthavn. Foto: THOMAS PETER
Vis mere

»Alle de prøver, vi har set, er identiske med allerede eksisterende varianter globalt,« skriver GISAID, et internationalt covid-forum for videnskabsfolk.

Det er dog forventeligt, at en så markant smittespredning, som den, der lige nu finder sted i Kina, uvægerligt vil medføre nye varianter og dermed nye udfordringer for verdenssamfundet.

Lige nu er XBB. 1.5 på kort tid blevet den dominerende variant i USA, og den er også på vej til at erobre Europa. XBB. 1.5 kaldes også for Kraken-varianten, efter det mytologiske søuhyre, og det forventes, at den vil udkonkurrere den ellers globalt dominerende omikronvariant i løbet af få måneder.

Kraken er nemlig både mere smitsom og bedre til at undvige de ellers velfungerende vacciner og naturlig immunitet. Kraken er endnu ikke for alvor kommet til Asien, men den vil medføre endnu større udfordringer i det allerede hårdt presse Kina, når den for alvor slår igennem.