Det verdenskendte tøjmærke, Lacoste, har midlertidigt udskiftet sit berømte Krokodille-logo.
I stedet er det lille, grønne kendetegn udskiftet med ti truede dyrearter i håbet om, at det kan afhjælpe, at de sjældne arter uddør.
Det skriver CNN.
Som led i kampagnen har Lacoste produceret et begrænset antal polotrøjer i forbindelse med modeugen i Paris, der begyndte 1. marts. Poloerne er dog allerede udsolgt.
I stedet for krokodille-logoet, der normalt er placeret til venstre på modehusets trøjer, findes nu eksempelvis golfmarsvinet, en burmesiske skildpadde (Batagur trivittata, red), samt Sumatra-tigeren.
Det franske tøjmærke har lavet et antal trøjer tilsvarende det antal, der menes at eksistere af de ti arter. Således blev kun 1.775 trøjer lavet i alt, heraf kun 30 hvor golfmarsvinet ses som logo.
»Disse sjældne reptiler, fugle og pattedyr viser alle truede dyrs skæbne,« lyder det i en pressemeddelelse fra IUCN, en international organisation der kæmper for bevarelsen af truede dyrearter.
Lacostes krokodillogo blev introduceret i 1936, og selskabet har aldrig før solgt trøjer med andre dyr.


