Den tidligere vært for 'Daily Show', Trevor Noah, er havnet i lidt af et stormvejr.

Det sker efter, at han under et show forleden sagde, at han fandt det »sjovt«, at Charlie Kirk, grundlæggeren af Turning Point USA (TPUSA), blev skudt og dræbt, mens han forsvarede våben ved en tale på Utah Valley University.

»Manden blev skudt, mens han forsvarede våben. Forstår I, hvordan – jeg mener det ikke engang som en joke – man som menneske må indrømme, at det er en uforenelig sjov ting, der sker,« argumenterede Noah og fortsatte:

 »Du er der. Du står på scenen og siger: »Lad mig fortælle jer, hvorfor folk bør have våben. og så Wa-pow!«

Noah er ikke den første, der har været ude at udtale sig uheldigt om mordet på Charlie Kirk.

Talkshowværten Jimmy Kimmel blev kortvarigt suspenderet, fordi han antydede, at den mistænkte for mordet var MAGA-tilhænger.

Også komikeren Dave Chappelle har spøgt med tiden efter mordet på Kirk. Ved et show sagde han:

»Lige nu siger man i Amerika, at hvis man taler om Charlie Kirk, er man færdig. Jeg ved ikke, om det er sandt, men jeg vil finde ud af det.«