Hos Al Jazeera er man ikke i tvivl om, hvad der skete.

»I et åbenlyst mord, der krænker internationale love og normer, har de israelske besættelsesstyrker med koldt blod dræbt Shireen Abu Akleh,« lyder det.

Den opsigtsvækkende udmelding kommer onsdag, efter at det arabiske medies korrespondent i Palæstina i nat blev skudt. Hun blev ført til et hospital i kritisk tilstand og døde siden.

Israelsk militær har i en udtalelse sagt, at israelske soldater skulle have skudt tilbage, efter at de var kommet under »massiv beskydning« i forbindelse med en militærrazzia i byen Jenin, der ligger i den nordlige del af Vestbredden.

Shireen Abu Aqleh mindes onsdag på gaden i Hebron, der ligger på Vestbredden.
Shireen Abu Aqleh mindes onsdag på gaden i Hebron, der ligger på Vestbredden. Foto: HAZEM BADER
Vis mere

»Det er sandsynligt, og det undersøges, at journalister kan være blevet ramt – muligvis af bevæbnede palæstinensere,« lyder det videre.

Al Jazeera peger dog fingeren mod det israelske militær som afsender af de dødbringende kugler og kalder det videre for en »grusom forbrydelse«.

Shireen Abu Akleh, der var en af den arabiske verdens mest kendte journalister, skulle have båret en skudsikker vest, der havde en tydelig markering af 'Press' på sig altså, altså 'presse'.

Øjenvidnet Shatha Hanaysha, der er journalist hos mediet Quds News Network, fortæller ifølge Guardian:

Kollegaer til Shireen Abu Aqleh på hospitalet. De har samme udstyr på, som hun var iført.
Kollegaer til Shireen Abu Aqleh på hospitalet. De har samme udstyr på, som hun var iført. Foto: JAAFAR ASHTIYEH
Vis mere

»Jeg kunne også være blevet skudt. Og selv efter at hun faldt til jorden, stoppede de ikke med at skyde, så vi kunne ikke komme hende til undsætning,« siger hun:

»Vi var en gruppe, der alle havde presseudstyr på, og Shireen havde endda også en hjelm på. Så det er tydeligt, at gerningsmanden med overlæg gik efter at ramme en ubeskyttet del af hendes krop. Det var en henrettelse.«

Også Al Jazeera-produceren Ali al-Samudi blev ramt i forbindelse med skyderiet. Han er siden blevet opereret for sine skader i ryggen.

Han fortæller at de israelske soldater pludselig åbnede ild mod gruppen af journalister:

Ali al-Samudi på hospitalet.
Ali al-Samudi på hospitalet. Foto: JAAFAR ASHTIYEH
Vis mere

»De bad os hverken om at forlade stedet eller stoppe. Den første kugle ramte mig, og den anden kugle ramte Shireen. Det var ingen oprørsstyrker i nærheden af os. Hvis der havde været det, ville vi slet ikke have været i det område,« har Ali al-Samudi fortalt fra hospitalet.

Al Jazeera beskylder i onsdagens udtalelse også Israel for at forhindre medier i at udføre deres arbejde i det besatte område.

EUs Palæstina-delegation opfordrer til »en hurtig og uafhængig undersøgelse for at bringe gerningsmændene for retten«.

Shireen Abu Akleh blev 51 år.