Kendisser lagt i håndjern: Demonstrerede mod Netanyahu


Flere kendte skuespillere er blandt de personer, som politiet i New York City i USA torsdag har tilbageholdt under en demonstration mod Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Optagelser fra nyhedsbureauet AFP viser betjente lægge oscarvinderen Susan Sarandon i håndjern tæt ved FN-bygningen i storbyen, mens den israelske premierminister skulle til at tale til FN's Generalforsamling.
Ifølge New York Post blev skuespiller Hannah Einbinder, der spiller med i HBO-serien "Hacks", også tilbageholdt af politiet. Mediet skriver også, at skuespillerne Cynthia Fox og Elliot Page deltog i protesterne.
Demonstrationen var arrangeret af organisationen Jewish Voice for Peace. Demonstranter holdt bannere med teksten "Stop med at bevæbne Israel" og "Stop folkedrabet".
En talsperson for politiet i New York City oplyser, at betjente reagerede på meldinger om en demonstration, der ikke var blevet varslet, hvor folk blokerede et vejkryds.
- De fortsatte med at blokere vejkrydset. Flere personer, som ikke efterkom opfordringen, blev taget i politiets varetægt, lyder det fra politiets talsperson, som ikke oplyser, hvor mange der blev tilbageholdt.
Jewish Voice for Peace skriver på det sociale medie X, at flere end 100 personer er blevet anholdt.
Susan Sarandon vandt en Oscar for sin rolle i "Dead Man Walking" fra 1995. Hun blev også Oscar-nomineret for "Thelma & Louise" fra 1991.
Hun har tidligere protesteret mod Israels krig i Gazastriben. Den amerikanske skuespiller fortalte journalister på filmfestivalen i Venedig tidligere på måneden, at hun har mistet arbejde, fordi hun har været åben om sine holdninger.
Adskillige delegerede forlod torsdag salen i FN's Generalforsamling, da Israels premierminister gik på talerstolen. Flere buhede og råbte, mens den israelske delegation rejste sig og klappede ad Benjamin Netanyahu.
På talerstolen gik Netanyahu hårdt til angreb på både Israels fjender og allierede, som i løbet af de seneste måneder har lagt sig ud med ham.
Storbritannien og Frankrig har for nylig taget skridt til at anerkende staten Palæstina.
Netanyahu forsvarede også USA og Israels krig mod Iran samt Israels krig mod den palæstinensiske Hamas-bevægelse i Gazastriben, der ifølge palæstinensiske myndigheder har kostet over 73.000 palæstinensere livet.
Fra flere lande har der lydt beskyldninger om, at Israel begår folkedrab mod palæstinenserne.
RITZAU/AFP