Mere end 100.000 mennesker følger hendes opslag på Instagram.

Men hvert eneste klik kan få en høj pris.

»Jeg er bange for, at styret ser mine aktiviteter og lader det gå ud over min familie,« siger hun til B.T.

Pari Khadem flygtede fra Irans præstestyre i 1985. I Danmark blev hun kendt som Folketingets frisør gennem mere end 20 år og de kendtes stylist.

I dag er hendes fokus et helt andet, for hver eneste dag deler hun videoer og beretninger fra Iran med sine mange følgere. 

Optagelser af vold, overgreb og desperation.

»Det er forfærdeligt at se, hvor frygteligt iranerne bliver behandlet. Jeg kan slet ikke sove og tuder hele tiden,« fortæller hun.

Samtidig forsøger hun desperat at komme i kontakt med sin familie i Iran, men uden held.

»Forbindelsen er nede, og når der er stille, tænker jeg: 'Er der allerede sket dem noget?'« siger hun med bævende stemme fra sin lejlighed på Frederiksberg.

Volden eskalerede 8-9 januar, da protesterne eksploderede, og tusindvis gik på de iranske gader – efter opfordring fra eksilkongens søn, Reza Pahlavi.

»Det var stort at se så mange gå på gaden for frihed, efter vores kronprins trådte frem. De vidste, hvad det kunne koste, men nok ikke at det ville blive så grusomt,« siger hun.

Prisen lod da heller ikke vente på sig.

Ifølge Time Magazine blev over 30.000 demonstranter dræbt på bare to dage, da Irans Revolutionsgarde slog protesterne ned. Amnesty International beretter samtidig om, at både voksne og børn bliver udsat for grov mishandling og seksuelle overgreb.

»Præstestyret er nådesløst. De går efter alle, der drømmer om frihed. Selv spædbørn og gravide bliver ikke skånet. Det er hjerteskærende,« siger Pari Khadem.

Midt i frygten og magtesløsheden retter hun sit håb mod en omstridt figur, USA’s præsident Donald Trump.

»Trump er det bedste, der er sket for os, siden præstestyret blev tvunget ned over Iran. Han er en gave. Endelig er der en leder, der lægger pres på regimet,« siger hun.

Trump har truet Iran militært og krævet, at regimet stopper nedslagtningen af civilbefolkningen og sætter sig til forhandlingsbordet om landets atomprogram.

Er du overbevist om, at det for Trump handler om iranernes frihed – og ikke bare hans egen magtpolitik?

»Jeg er ligeglad med motiverne. Han lægger pres på præstestyret. Det er det, der tæller, for vi har råbt op i årtier, mens verdens ledere har svigtet os.«

Hun peger på, at ofrene i Iran ifølge hende får alt for lidt opmærksomhed i Danmark.

»Jeg ser tusinder demonstrere for Gaza, og det er deres ret. Men hvorfor er der ingen, der taler om iranerne? Er vores liv mindre værd?« spørger hun.

»Statsministeren kunne bare sige: ‘Det er frygteligt, hvad der sker i Iran. Vi står med iranerne.’ Det ville betyde enormt meget,« tilføjer hun.

Men lige nu er det følelsen af svigt, der fylder mest:

»Hvis der kommer fred, pakker jeg min kuffert. Og tro mig – jeg er ikke alene. Eksiliranere står klar over hele verden,« siger hun og holder en kort pause:

»Ude er godt, men hjemme er bedst.«