Advokaten Michael Avenatti blev verdenskendt på rekordtid, da han forsvarede pornostjernen Stormy Daniels i hendes kamp mod USA's præsident, Donald Trump. Nu er han sigtet for at have stjålet millioner fra sin egen klient.

Ifølge anklagemyndigheden i New York City benyttede Michael Avenatti sig af forfalskede dokumenter for at omdirigere 300.000 dollars, som var møntet til Stormy Daniels i forbindelse med et forskud på en bog.

Pengene, som svarer til to millioner danske kroner, brugte han angiveligt på personlige udgifter, hvorefter han kun betalte halvdelen af beløbet tilbage til Stormy Daniels.

Det skriver The Guardian, som desuden beretter, at advokaten blev sigtet i sagen onsdag.

Stormy Daniels med sin tidligere Michael Avenatti, der nu er sigtet for at sjæle 300.000 dollars fra hende.
Stormy Daniels med sin tidligere Michael Avenatti, der nu er sigtet for at sjæle 300.000 dollars fra hende. Foto: Brendan McDermid
Vis mere

»Han løj efter sigende helt åbentlyst og stjal fra sin klient for at opretholde sin ekstravagante livsstil - blandt andet for at kunne overholde sine månedlige betalinger på en Ferrari,« lyder det i en udtalelse fra anklagemyndigheden, som fortsætter:

»I stedet for at passe på sin klient begyndte Avenatti angiveligt at bedrage og stjæle og gøre sin klient til et offer i stedet for at tale klientens sag.«

Stormy Daniels navn er ikke nævnt i retsdokumenterne, men detaljerne om sagen - deriblandt datoen for hendes bogudgivelse - står nedskrevet således, at det meget tydeligt indikerer, at det er hende, der er klienten.

Michael Avenatti, der repræsenterede Stormy Daniels i forbindelse med en påstået affære med Donald Trump, har på Twitter nægtet, at han har stjålet pornostjernens penge.

'Ingen penge, der var relateret til Stormy Daniels, blev nogensinde stjålet eller håndteret uretmæssigt. Hun modtog advokatbistand for millioner af dollars, men hun betalte kun 100.000 dollars for al den hjælp, hun modtog. Jeg ser frem til, at en jury kigger på beviserne,' skriver han på det sociale medie.

Sigtelsen er blot toppen af isbjerget af en lang række påstånde om ureglementeret adfærd fra Avenatti.

Han er blandt andet anklaget for at have forsøgt at afpresse sportstøjsgiganten Nike for 25 millioner dollars ved at true med at bruge sin offentlige indflydelse til at skade selskabets omdømme, mens han i Californien blandt andet er sigtet for at have stjålet sine klienters penge og for skattesvindel.

Michael Avenatti har gentagne gange afvist alle anklagerne mod ham og udtalt, at han forventer at gå fri. Hvis han bliver dømt, risikerer han en fængselsstraf på mere end 300 år alene for sigtelserne i Californien.