Det er 18 år siden, hendes datter forsvandt sporløst under en ferie på den portugisiske Algarvekyst.
I lige så lang til har Kate McCann længtes efter at høre Maddie sige »mor.«
Derfor var det også dybt traumatisk for hende, da der pludselig stod en ung kvinde foran hende og udgav sig for at være Madeleine.
Og ikke nok med det.
I både sms'er, telefonbeskeder og face-to-face kaldte kvinden, den 24-årige polske Julia Wandelt, Kate McCann for mor.
Hun sendte hende også et brev underskrevet 'Madeleine x.'
»Det var noget, så påvirkede mig meget. Det, jeg ønsker allermest er, at Madeleine skal komme hjem og kalde mig »mor.« At høre en anden sige det, var meget vanskeligt for mig,«
Det forklarede Kate McCann i retten i Leicester, hvor den polske kvinde i denne uge sidder anklaget for massiv stalking af McCann-parret.
Det skriver flere britiske medier. Blandt dem The Guardian.
Madeleine McCann var tre år, da hun blev bortført fra en ferielejlighed i feriebyen Praia da Luz.

Lige siden har hendes forældre kæmpet en hård kamp for at finde hende eller som minimum finde ud af, hvad der er sket med hende.
Eftersøgningen af den lille pige løber op i et eksorbitant beløb, men den lille piges skæbne forbliver et mysterium.
På anklagebænken sider også den 61-årige Karen Spragg, som ifølge anklagen har medvirket til stalkingen.
Ifølge tiltalen opsøgte de to kvinder familien McCanns hjem i december 2024.
I retten forklarede Kate McCann, hvor da de mange beskeder og telefonopkald stressede hende.
Og helt slemt blev det, da hun stod overfor kvinden, der hævdede at være hendes forsvundne datter.
»Jeg gik ud af bilen alene og hørte nogen sige mit navn i mørket. Jeg blev rædselsslagen,« forklarede hun og tilføjede, at hun straks genkendte Wandelt fra de billeder, som kvinden tidligere havde sendt til hende.
»Der var så meget pres, og en lille del af min hjerne tænkte: 'Hva' nu hvis?' selv om jeg vidste, det ikke kunne passe. Hun var polsk, og ingenting gav mening. Men der var et lille stik af tvivl,« sagde McCann.
I løbet af retssagen er det også kommet frem, at Julia Wandelt tidligere har udgivet sig for at være to andre forsvundne piger.