Billedet af Sydneys ikoniske operahus viser, hvor alvorlig situationen er lige nu:

Tyk gullig røg ligger lige nu ind over millionbyen i delstaten New South Wales, så man blot kan skimte byens berømte vartegn.

For en dansker er det en naturkatastrofe i en størrelsesorden, der nærmeste er ufattelig:

En million hektar af Australiens østkyst er allerede gået op i flammer eller brænder lige nu, skriver nyhedsbureauet Reuters natten til onsdag dansk tid.

Sydneys berømte operahus indhyllet i røg.
Sydneys berømte operahus indhyllet i røg. Foto: PAUL BRAVEN
Vis mere

Onsdag er situationen dog forbedret i New South Wales, hvor Sydney ligger, mens borgerne i Queensland forbereder sig på det værste.

Onsdag morgen lokal tid er brandmyndighedernes fokus særlig rettet mod delstaten Queensland, hvor temperaturer over 36 grader og kraftige vinde kan forværre situationen voldsomt.

Er du i et af de brandhærgede områder? Skriv til os på 1929@bt.dk eller på vores side på Facebook

På grund af vejrudsigten er der udstedt advarsler om alvorlig brandfare i hele den sydlige del af Queensland, skriver The Guardian. Brandvæsenet i delstaten fik tirsdag forstærkninger fra New Zealand. Og onsdag er der også ankommet ekstra styrker fra Tasmanien. Det oplyser premierministeren i Queensland, Annastacia Palaszczuk, skriver The Guardian.

The Sydney Harbour Bridge fotograferet, mens røg fra naturbrandene driver ind over Sydney.
The Sydney Harbour Bridge fotograferet, mens røg fra naturbrandene driver ind over Sydney. Foto: PAUL BRAVEN
Vis mere

Alle beboere i områderne Scenic Rim og Noosa er blevet bedt om at forlade deres hjem og søge i sikkerhed.

Efter en meget voldsom tirsdag er situationen i delstaten New South Wales, der er den mest tætbefolkede i Australien, til gengæld forbedret en smule. Det skriver Reuters.

Der er således ikke længere brande i delstaten, som myndighederne har deklareret med den højeste advarsel: 'emergency level'. Tirsdag var der i alt 19 af denne type brande i New South Wales.

Tirsdag opstod der flere end 300 nye brande i delstaten, som blev spredt af høje temperaturer og kraftige vind. Flere end 50 hjem blev ødelagt, og 21 personer blev såret i forbindelse med brandene. Flammerne kom få meter fra flere hjem i udkanten af Sydneys forstæder.

Foto: PETER PARKS
Vis mere

Et skifte til køligere vejr har været med til at forbedre forholdene onsdag morgen, hvilket har fået befolkningen i delstaten til at ånde lettet op, skriver nyhedsbureauet AFP.

Alligevel advarer brandvæsenet i delstaten om, at ingen kan vide sig sikre endnu. For i næste uge stiger temperaturerne igen i New South Wales.

»Vi kan ikke nå at få kontrol over alle brandene inden da. Vi får ikke slukket alle brandene, før der er gået mange, mange uger,« siger Simon Fitzsimmons, der er direktør for brandvæsenet i delstaten.

»Desværre er det regn, vi har brug for. Betydelig regn. Og der er intet i vejrudsigten den nærmeste fremtid, der kommer til at ændre på de forhold, vi oplever lige nu,« siger han ifølge Reuters.