Det var en kort rejse, passagererne ombord på flyet fra Sudans hovedstad, Khartoum, til Doha i ørkenstaten Qatar nåede på. Et kat havde nemlig sneget sig med ombord i flyet.
Den var vred, og den havde på en eller anden vis fundet vej ind i cockpittet. Ifølge lokale medier angreb den piloterne, kort efter at flyet var lettet fra Khartoum.
Episoden skete onsdag, da flyet fra Sudans Tarco Aviation rutinemæssigt var på vej til at starte. Det skriver det russiske statsmedie RT.
Det havde fløjet omkring en halv time, da besætningen opdagede den blinde passager i piloternes kabine. Den skabte ifølge den lokale avis Al-Sudani pludselig ravage.

Den var ikke specielt glad for at komme ud at flyve, så den begyndte aggressivt at angribe mandskabet.
Alle forsøg på at holde angriberen tilbage fejlede, så piloten var nødt til at vende flyet om og returnere til Sudans hovedstad.
Avisen Al-Sudani ville gerne opklare, hvordan katten var kommet ombord i flyet, og avisens reportere opdagede, at flyet havde tilbragt natten inden flyveturen i en hangar i Khartoum.
Deres kilde formoder, at katten havde sneget sig ombord, da flyet blev gjort rent, og gemt sig inde i flyets kabine.
Det kan lyde utroligt, men det er ikke den første gang, en kat går amok i cockpittet – uden tilladelse.
I 2004 blev et belgisk fly med 62 mennesker ombord tvunget til at vende tilbage til Bruxelles, da den ellers rejsevante kat Gin gik beserk i cockpittet, efter at den var sluppet ud af dens rejsetaske hos sin passager.
Katten sneg sig ind i cockpittet, da et måltid mad blev serveret for mandskabet. Den var meget aggressiv og angreb copiloten, hvilket førte til den uventede landing.
I 2013 var den gal igen på et saudisk fragtfly på vej fra hovedstaden i Saudi-Arabien til Hong Kong. Det måtte aflyses í sidste øjeblik, fordi piloten forskrækkede en blind passager ved at starte motorerne.
Ifølge de lokale medier fandt man aldrig katten.


