Kort tid efter containerskibet 'Ever Given' blokerede Suezkanalen, tjekkede kaptajnen Marwa Elseledar sin telefon og undrede sig. Beskederne tikkede ind, og hun lægger ikke skjul på, at hun endte i en choktilstand.

Hun kunne se på sin telefon, at hun blev beskyldt for at stå bag det enorme kaos, som blokeringen medførte. Det fortæller Marwa Elseledar til BBC og uddyber sin forskrækkelse.

For da 'Ever Given' blokerede Suezkanalen 23. marts, skulle man nemlig have usandsynligt skarpe øjne for at få øje på Marwa Elseledar i kanalen.

Hun befandt sig nemlig i Alexandria, altså over 200 kilometer væk fra kanalen. Alligevel spredte rygterne sig på Twitter og Facebook samt i adskillige medier. Den 29-årige kaptajn blev igen og igen udråbt som skurken, der fik skibet til at sidde fast, siger hun.

Marwa Elseledar er kaptajn hos Egyptian Authority of Marine Safety – og er sågar den første kaptajn med sit køn i Egypten.

Det vides dog ikke, hvorfor hun blev beskyldt for at blokere kanalen. Hun mistænker selv, at netop hendes køn kan have haft indflydelse.

»Jeg følte, at jeg blev skurken, fordi jeg er en succesfuld kvinde i den her branche – eller fordi jeg er egypter – men jeg er ikke sikker,« fortæller hun.

Ifølge International Maritime Organisation udgør kvinder to procent af besætningsmedlemmerne på verdens søfart, skriver BBC. Selv beskriver Marwa Elseledar også, hvordan hun har mødt sexisme og fordomme, fordi hun arbejder i en branche, hvor flertallet er mænd.

'Ever Given' i Suezkanalen.
'Ever Given' i Suezkanalen. Foto: MAXAR TECHNOLOGIES HANDOUT
Vis mere

Og artiklerne gjorde det ikke bedre.

»Artiklerne var engelske, så de spredte sig til andre lande. Jeg prøvede ihærdigt at afvise, fordi artikllerne påvirkede mit omdømme og den indsats, jeg har lagt i for at komme hertil, hvor jeg er nu.«

Hun oplevede både negative og positive kommentarer på de falske artikler. Men heldigvis var langt størstedelen af kommentarerne positive, hvilket hun fokuserer på.

»Og så er det værd at nævne, at jeg er blevet endnu mere berømt end før.«

Foto: SUEZ CANAL AUTHORITY/HO
Vis mere

Som følge af blokeringen af Suezkanalen var over 400 skibe fanget i kanalen, hvilket forsinkede handelstrafikken i kanalen.

Egypterne kræver desuden en milliarderstatning, og handelsindustrien forventes at være blive påvirket i mange måneder frem.