Kaotiske scener i norsk lufthavn: Fyldt med hjælpeløse rejsende
Flere af de strandede rejsende sidder på gulvet og græder.

Flere af de strandede rejsende sidder på gulvet og græder.

Der udspiller sig kaotiske scener i Norges andenstørste lufthavn, Flesland.
Lufthavnen er ramt af et skyhøjt antal aflysninger, hvilket efterlader stedet fuld af hjælpeløse rejsende.
Det skriver Nettavisen.
Det store antal strandede passagerer skyldes restriktioner i luftrummet omkring lufthavnen i Bergen. Det sker efter 12 flyveledere fredag nedlagde arbejdet.
Til det norske medie oplyser selskabet Avinor, der drifter en række norske lufthavne, at 52 procent af lørdagens afgange er aflyst.
Det skyldes især, at luftrummet over områderne Flesland og Sola er lukket for almindelig rutetrafik fra klokken 18.45 til 22.20 lørdag aften, oplyser Avinor til det norske nyhedsbureau NTB.
Ifølge Nettavisen sidder mange af de rejsende på jorden og græder, fordi der ikke er nok sæder.
Desuden er så mange strandede i lufthavnen, da alle Bergens hoteller er fuldt booket.
Derfor siger Charlotta Rossi, der befinder sig i lufthavnen, til mediet, at hun forventer at overnatte på stedet.
»Der er ingen steder at overnatte. Vi er nødt til at sove her i lufthavnen,« siger hun til mediet.
Flyveledernes strejke blev indledt fredag og har medført at fly er aflyst i hele Norge.
Den betyder også, at Oslos Lufthavn Gardermoen holder totalt lukket søndag morgen.
Læs mere om det HER.