Der var kaos ved flere trafikknudepunkter i London efter premierminister Boris Johnsons udmelding om, at London lukkes ned fra midnat.

En video, der er blevet lagt på Twitter af journalisten Harriet Clugston, viser blandt andet kaos og lange køer på stationen St Pancras i London.

»Last train out of Saigon« skriver hun med henvisning til evakueringen af de amerikanske tropper i byen af samme navn for 45 år siden.

Billeder bragt i britiske medier viser også lange køer på motorvejene.

B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg forlod London i går.

»Umiddelbart efter Boris Johnsons pressemøde var der et massivt ryk af briter ud af London – formentlig for at holde jul med deres familie. De reagerede med det samme, da de forstod, at det ikke længere er muligt at komme ud eller ind af London efter midnat, medmindre man har et særligt ærinde,« siger Jakob Illeborg.

Ud over at det nu er umuligt at rejse ind og ud af London, er alle butikker også lukket. Undtaget er dog supermarkeder og apoteker.

Boris Johnsons udmelding har fået en blandet modtagelse, beretter adskillige britiske medier.

Julen er aflyst for millioner, skriver avisen The Sunday Telegraph efter Boris Johnsons nedlukning af London.
Julen er aflyst for millioner, skriver avisen The Sunday Telegraph efter Boris Johnsons nedlukning af London. PAUL ELLIS

Beslutningen vækker furore, fordi Johnson tidligere har lovet, at julen var fredet.

Men så skete der en eksponentiel stigning i smitten med en ny, muteret variant af covid-19.

»Vi må handle nu,« lød det fra Boris Johnson.

»Jeg ved, hvor meget folk investerer i julen, og hvor vigtigt det er for familier at være sammen og for bedstemødre at se deres børnebørn.«

»Så jeg ved, hvor stor en skuffelse det vil være,« lød det fra Boris Johnson, der ifølge britiske medier virkede utilpas over at levere budskabet til den britiske befolkning.

Den nye variant af covid-19, der nu hærger Storbritannien, er mere smitsom end den traditionelle coronavirus.

Der har samtidig været en frygt for, at den muterede variant af coronavirus så at sige kan snyde de vacciner, der allerede er udrullet i Storbritannien og i øvrigt er på vej til at blive det i resten af Europa.

Endnu er det dog kun en frygt, lyder meldingen fra den britiske sundhedsminister, Matt Hancock.

Medier i Storbritannien 'aflyser' julen efter nedlukningen af London.
Medier i Storbritannien 'aflyser' julen efter nedlukningen af London. TOLGA AKMEN

Det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan de britiske myndigheder vil håndhæve de nye restriktioner.

»Myndighederne har truet med at dele bøder ud, hvis ikke briterne overholder restriktionerne. Men min vurdering er, at det er svært at håndhæve i praksis,« siger Jakob Illeborg.

Det betyder, at det i høj grad bliver op til briternes samfundssind, om restriktionerne bliver overholdt.

»Erfaringen fra foråret er, at briterne i høj grad efterlever restriktionerne,« siger B.T.s internationale korrespondent.

Han siger samtidig, at det langtfra er alle indbyggere, der kan komme ud af byen.

»Der er også mange London-indbyggere, som på grund af arbejde eller andet ikke kan forlade London. De er så at sige fanget i egen by,« siger Jakob Illeborg.

Den nye variant af covid-19 har også ramt Danmark, hvor der er konstateret ni tilfælde, kunne Statens Serum Institut meddele tirsdag.