Kaos. Drama. Pinligt.
Det er de ord, B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær Andersen bruger om det, der måske fredag klokken 18 kan udfolde sig i amerikanske politik.
Planen er, at Donald Trumps valgsejr mandag 6. januar skal certificeres af Repræsentanternes Hus.
Men den plan er i den grad usikker, for hvis Repræsentanternes Hus, det ene af to kamre i Kongressen, ikke har en formand (speaker), kan dette ikke ske, ligesom lovgivningsarbejdet heller ikke kan begynde. Og det er netop valget af speaker, der skal finde sted fredag.
Donald Trump har givet sin opbakning til den nuværende speaker, Mike Johnson, selvom de ellers var på alt andet end god fod i december, hvor Johnson forsøgte at få vedtaget en midlertidig finanslov, der var handlet på plads med demokraterne.
Men på trods af den kommende præsidents støtte kan det være mere end svært at få genvalgt Mike Johnson.
Det vil kræve 218 stemmer. Republikanerne vandt ved valget 220 pladser, men af disse har de allerede mistet én i form af Matt Gaetz, der allerede har forladt Kongressen.
Samtidig har republikanske Thomas Massie meldt ud, at han vil stemme på en anden end Mike Johnson.
»Jeg vil stemme på en anden end Mike Johnson. Jeg er ikke overbevist af 'skynd dig at vælge ham, så vi kan bekræfte valget den 6. juni'-argumentet. En svag lovgivende magt, der er afhængig af 'sumpen', vil ikke være i stand til at opnå det mandat, som vælgerne gav Trump og Kongressen i november,« skrev han 27. december på X.
Dermed har republikanerne ikke råd til at miste flere, idet det forventes, at alle demokrater vil stemme på deres kandidat, Hakeem Jeffries.
Og der er snak om, at republikanerne Chip Roy, Victoria Spartz og Scott Perry blandt andre kan overveje at gøre det samme som Thomas Massie.
Hvis der ikke kan findes flertal for en kandidat, skal der stemmes igen.
Præcis som det skete i 2023, hvor Kevin McCarthy skulle bruge 15 afstemninger på at blive valgt.
»Det her kan udvikle sig til et helt sindssygt drama,« siger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær Andersen, og fortsætter:
»Lige nu er det vigtigste for Trump, at hans valg bliver verificeret, og det vil kaste det hele ud i rent kaos og være den værst tænkelige start på præsidentperioden, hvis Mike Johnson ikke kan vælges,« siger han og uddyber:
»Pludselig vil republikanerne, der kommer fra en kæmpe sejr ved valget sejr, være fuldstændig til grin. Og det vil være så pinligt for dem. Så selvom Trump var godt vred på Mike Johnson i december, er der ikke mange andre veje at gå, for der er ikke mange andre navne, der kan samle de her 218 stemmer.«
