Flere børn strandede sent søndag aften i Københavns Lufthavn, da deres fly pludselig landede i Danmark i stedet for i Oslo.
Det skriver VG.
Børnene rejste på en såkaldt SAS Young-billet, som er SAS' billet til børn og unge under 25 år.
De var på vej hjem fra en svømmelejr i Mallorca.
Deres fly blev forsinket med mere end halvanden time, og da det viste sig, at den danske del af flyets personale nærmede sig grænsen for 15 timers maksimal arbejdstid, måtte flyet ned i København i stedet for i Oslo.
Flyet ankom til København klokken 01, hvor meddelelsen var, at SAS ikke havde mulighed for at opdrive hoteller og, at de fleste kunne komme på et nyt fly mandag eller tirsdag. Flere af børnene måtte vente til tirsdag.
Ranveig Olsen er mor til to døtre, der var med på flyet. Hun er selv tidligere stewardesse i SAS.
Til VG siger hun:
»Det er første gang, jeg har været på denne side af en sådan hændelse. Børnene havde en SAS Young-billet, og jeg troede, at det betød, at SAS vidste, at det var børn, der rejste alene. Men det er tydeligvis ikke det samme som, at SAS tager ansvar for dem.«
Alexandra Lindgren Kaoukji, der er pressechef i SAS, siger, at forældre skal bestille deres egen billet, hvis de vil have, at SAS skal vide, at deres barn rejser alene.
»Vi kan ikke se på billetten, at de rejser alene, medmindre du specifikt booker en billet til en ›uledsaget mindreårig‹,« siger hun.