Hong Kongs lufthavn oplyser, at alle fly, hvor passagererne ikke er tjekket in, inden mandag eftermiddag, er aflyst.

Aflysningerne gælder i første omgang for resten af dagens flyafgange.

Det skriver blandt andet britiske The Guardian.

Det sker på baggrund af de massive demonstrationer, som også har ramt lufthavnen. Her står demonstranter med skilte i lufthavnen, hvor der står: 'Hong Kong er ikke sikkert' og 'Politiet bør skamme sig'.

Her ses demonstranterne i lufthavnen.
Her ses demonstranterne i lufthavnen. Foto: TYRONE SIU
Vis mere

Menneskerettighedsgrupper har beskyldt politiet for overdreven brug af deres magt, efter de affyrede tåregas ind på en aflukket metrostation.

»Sammenstød mellem demonstranter og politiet er eskaleret i løbet af weekenden. Særligt politiet har eskaleret situationen,« siger Man-Kei Tam, der er direktør hos Amnesty International Hong Kong.

Han stiller også spørgsmålstegn ved, at politiet er gået hårdt til værks mod demonstranter, som ifølge Tam, ikke har udvist nogen form for aggressiv adfærd.

»Det er en meget ubehagelig situation,« siger han.

Foto fra lufthavnen i Hong Kong.
Foto fra lufthavnen i Hong Kong. Foto: TYRONE SIU
Vis mere

Politiet har tilsyneladende også indsat civilbetjente blandt demonstranterne.

Nogle frygter, at de civilklædte betjente med vilje har gjort stemningen værre og opfordret til uro, før anholdelserne fandt sted.

Det hele bunder i et kontroversielt lovforslag, som ville betyde, at indbyggere i Hong Kong kunne udleveres til retsforfølgelse i Kina. Flere hundrede tusinde borgere har demonstreret mod netop det.

Og ved flere af demonstrationerne er myndighederne og maskerede fremmede gået hårdt til værks mod demonstranterne.