De seneste år af Kanye Wests karriere har været præget af den ene store skandale efter den anden.

Men det har især været amerikanerens antisemitiske udsagn og sange, der for alvor har sat rapperen i et dårligt lys.

På trods af dette er Kanye West, der også kalder sig Yé, på en europaturné, og her har han to planlagte koncerter i Sankt Petersborg i Rusland.

Det har mødt stor kritik fra flere prorussiske bloggere og politikere på det russiske sociale medie Telegram.

Nikolai Novichkov, der sidder i det russiske parlament, Dumaen, for det Putin-venlige parti Retfærdigt Rusland, forlanger, at rapperen udviser støtte til Ruslands invasion af Ukraine.

»Hvis ikke hr. West udtrykker moralsk støtte til Rusland og den særlige militæroperation (SVO), så vil jeg rejse spørgsmålet om at aflyse koncerterne,« skriver han på Telegram.

Jekaterina Mizulina, leder af den censurvenlige organisation Safe Internet League, har også blandet sig også i debatten.

»Rapperen Kanye West, en beundrer af Adolf Hitler, kommer til Rusland for at optræde,« skrev hun på sin Telegram-kanal og tilføjede:

»Lad os bare håbe, at han ikke optræder iført en T-shirt med et hagekors i Leningrad, en by, der overlevede belejringen.«

Og noget tyder på, at kritikken har fået konsekvenser for de to koncerter, der efter planen skal spilles 10. og 11. oktober i Gazprom Arena.

Gazprom Arena ligger i udkanten af Sankt Petersborg og er ejet af det russiske olie- og gasselskab. Foto: Olga Maltseva/AFP/Ritzau Scanpix

Mandag kom det frem, at West alligevel ikke skal spille de to koncerter i Gazprom Arena.

Ifølge Gazprom Arena har koncertbureauet Say Agency, der står for de to koncerter, ikke indgået en lejeaftale med spillestedet.

»Der findes ingen aftale,« lyder det fra Gazprom Arena på Telegram.

»Og derfor kan koncerten ikke finde sted her.«

Noget tyder dog på, at det er politisk pres fra oven, der har sat en stopper for den kontroversielle skikkelses koncerter i Sankt Petersborg.

For blot en uge siden meldte Gazprom Arena selv ud, at koncerterne skulle finde sted 10. og 11. oktober.

Men nu benægter de det, efter at kritikken for alvor tog fart på russiske sociale medier.

Ifølge Fontanka, en lokalavis fra Sankt Petersborg, har højtstående embedsmænd ikke godkendt Wests koncerter.

Mediet skrev, at arrangørerne ikke havde søgt om tilladelse hos byens kulturudvalg til at afholde arrangementet.

Det afviser Anna Subcheva, der er CEO i Say Agency, dog pure.

Hun fortæller til Fontanka, at koncerterne stadig skal spilles som aftalt, og at Gazprom Arena har sendt en lejeaftale til bureauet.

»Det er meningen, at vi skal underskrive den senest den 27. august,« fortæller hun til mediet.

Nyheden om aflysningerne har dog allerede skabt store reaktioner i Rusland, og nu spekuleres der i, hvorfor Gazprom Arena trækker i land.

Ivan Karpov, en sportsjournalist, der er kendt for at bringe eksklusive insideroplysninger, skrev, at beslutningen om at forbyde koncerterne blev truffet efter et møde mellem Gazproms direktør, Aleksej Miller, og Sankt Petersborgs guvernør, Aleksandr Beglov.

Det skriver det uafhængige russiske medie Meduza.

Ifølge Karpov skyldtes beslutningen »klager over den højreradikale holdning hos denne sorte fascist, der forguder Hitler«.

Om koncerterne skal spilles, ligger nu hen i det uvisse.

Anna Subcheva fra Say Agency fastholder, at de stadig skal spilles som planlagt, mens Gazprom Arena understreger, at de ikke kan finde sted uden en lejeaftale.

Onsdag 26. august står de to Sankt Petersborg-shows stadig på Kanye Wests officielle turnéhjemmeside