Kim Kardashians snart forhenværende mand, rapperen Kanye West, er nu den rigeste mand af afrikansk oprindelse i USAs historie. Hans formue har nået 41 milliarder kroner.

Nyheden stammer fra Bloomberg, og det betyder, at Kanye West giver investorer som forretningsmanden Robert F. Smith og basketballlegenden Michael Jordan baghjul. Det skriver Sky News.

Hans formue har vist en imponerede vækst. For blot tre år siden havde Kanye West en gæld på over 330 millioner kroner.

Sidste år blev West milliardær, takket være hans succesrige beklædnings- og sneaker-brand, Yeezy, sammen med en ny flerårig kontrakt med tøjfirmaet Gap.

Her optræder rapperen Kanye West ved et party nær Palm Spring i California, USA, i april 2019.
Her optræder rapperen Kanye West ved et party nær Palm Spring i California, USA, i april 2019. ETIENNE LAURENT

Ifølge Bloomberg har Kanye Wests Yeezy-brand en værdi på mellem 20 og 30 milliarder kroner – når effekten af kontrakten med Gap og sportsfirmaet Adidas tælles med.

Som eneejer af firmaet Yeezy kommer det meste af Wests formue derfra.

Men noget kommer fra andre investeringer, som de mange penge, han har investeret i sin snart ekshustrus firma Skims, der blandt andet sælger lingeri.

Kim Kardashian, som selv blev milliardær sidste sommer, har bedt om skilsmisse fra Kanye West efter næsten syv års ægteskab. Hun ønsker at dele forældremyndigheden over deres fire børn.

Kim Kardashian og Kanye West ved et Oscar-party i Los Angeles, California, USA 9. februar 2020.
Kim Kardashian og Kanye West ved et Oscar-party i Los Angeles, California, USA 9. februar 2020. DANNY MOLOSHOK