En vaccine mod Marburg-virus, der kan have en dødsrate på op til 88 procent, nærmer sig måske.

Det russiske vektorforskningscenter hævder i hvert fald at have afsluttet prækliniske studier af en vaccine.

Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau TASS ifølge Dagbladet.

28. september meldte WHO ud, at Rwanda er blevet ramt af et udbrud af Marburg-virussen, som er i familie med ebola.

I første omgang lød det, at i alt 26 personer var bekræftet smittet, og at seks af disse havde mistet livet. Dette tal er siden steget til 46 smittede og i alt 12 dødsfald.

Nogle af Marburgvirussens symptomer er høj feber, voldsom hovedpine og utilpashed, som udvikler sig til kvalme, opkast og diarré.

Tiden fra smitte til sygdom er tre til ni dage. Omkring dag fem til syv vil sygdommen, hvis den udvikler sig voldsomt, give udtalt tendens til blødninger fra tandkød, næse, urinveje, mave-tarm-kanal og fra hud, skriver Sundhed.dk.

Når først der er opstået blødninger, har sygdommen en høj dødelighed.

Døden vil indtræffe som følge af chok på grund af blod- og væskemangel.

I sidste uge blev flere spor på Hamborg hovedbanegård også lukket, da man mente, at en passager var smittet med Marburgvirus. 

Det skulle være en 26-årig tysk medicinstuderende, der netop var ankommet direkte med fly fra Rwanda, hvor han havde været i kontakt med en patient, der var smittet med Marburgvirus.