De 12 jurymedlemmer, der har taget stilling til retssagen om George Floyds død, er nået frem til en afgørelse.

Det oplyser retten i Minneapolis tirsdag aften dansk tid. Resultatet vil blive afsløret tirsdag aften mellem 22.30 og 23.00 dansk tid.

Den tidligere politibetjent Derek Chauvin er tiltalt for tre forskellige grader af drab, efter at han under en anholdelse i maj sidste år havde sit knæ placeret på George Floyds hals i omkring ni minutter.

Eksbetjenten Chauvin er hvid, mens George Floyd var sort.

Floyds død førte til store protester i USA under navnet "Black Lives Matter". Bevægelsen kæmper mod politivold og racemæssig ulighed.

En video, hvor Chauvin kan ses knæle på Floyds hals, vakte stor opsigt og har også været et gennemgående tema i retssagen.

De seneste tre uger har anklageren i sagen forsøgt at bevise, at Chauvins handlinger førte til George Floyds død. Samtidig har forsvareren hævdet, at stofmisbrug og underliggende sygdomme var årsag til hans død.

Mandag fremlagde anklageren og forsvareren deres procedurer - deres afsluttende bemærkninger i sagen.

Umiddelbart herefter trak juryen sig tilbage for at votere. Det har den fortsat med tirsdag, hvor den også er nået frem til en afgørelse.

Juryen har i alle tre anklagepunkter mod Derek Chauvin skullet nå frem til en enstemmig afgørelse for at kunne dømme ham.

Den mest alvorlige tiltale mod ham er, hvad der i amerikansk lovgivning kaldes for "second-degree murder". Det kan sammenlignes med forsætligt drab i Danmark og give op til 40 års fængsel.

Derudover er han tiltalt for "second-degree manslaughter", hvilket svarer til uagtsomt manddrab på dansk.

Den tidligere politibetjent er desuden tiltalt for "third-degree murder". Det defineres som et drab, der er begået med den intention at skade et andet menneske, men ikke nødvendigvis at dræbe det.

I dansk ret vil en forbrydelse af denne type befinde sig i grænseområdet mellem et forsætligt drab og vold med døden til følge.

/ritzau/Reuters

Opdateres ...