En brand, som hærger i Drammen i det sydlige Norge, er sent fredag aften fortsat ikke under kontrol.

Det skriver flere norske medier og det svenske nyhedsbureau TT.

Over 100 boliger er blevet ødelagt i branden, der omtales som en storbrand, og flere hundrede indbyggere er blevet evakueret fra deres hjem.

To personer er kommet lettere til skade, men indtil videre er der ikke meldt om nogen savnede, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

På et pressemøde fredag aften lød det fra Frode Presthus, som er indsatsleder for norsk politi, at det for myndighederne endnu ikke står klart, om der er mennesker i nogen af de brændte boliger.

Han opfordrede derfor folk, der savner nogen, til at kontakte politiet.

Klokken 22 var branden fortsat ikke under kontrol.

Især vindstød udfordrer arbejdet med at få styr på flammerne.

Branden blusser således fortsat op flere steder, sagde Frode Presthus og tilføjede, at der stadig vil gå mange timer, før branden er slukket.

Den udløste tidligere en skovbrand, som siden er blevet delvist slukket.

Storbranden bevæger sig langsomt, og brandvæsenet og det norske civilforsvar er klar til at fortsætte arbejdet i løbet af natten, siger han ifølge NTB.

RITZAU