Militær har genoptaget missioner efter våbenhvile i det sydlige Afghanistan.

Der udbrød søndag nye kampe i det sydlige Afghanistan mellem regeringsstyrker og Taliban efter en tre dage lang våbenhvile i forbindelse med højtiden eid al-fitr, der markerer afslutningen på fastemåneden ramadan.

I en erklæring fra militærets ledelse hedder det, at offensive operationer er genoptaget af det 215. armékorps efter våbenhvilens afslutning lørdag aften.

Operationer blev genoptaget to steder i den sydlige Helmand-provins, samt i provinshovedstaden Lashkar Gah.

Det islamistiske Taliban har kontrol eller er massivt til stede i halvdelen af landet og truer med at fjerne den internationalt støttede og demokratisk valgte regering.

Den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat tog lørdag skylden for et blodigt bombeanslag i Kabul fredag. Angrebet fandt sted i en distriktet Shakar Darah og kostede 12 personer livet, mens mindst 15 blev såret.

Det skete, mens folk var samlet til fredagsbøn på andendagen af eid al-fitr.

Islamisk Stat hævder ifølge efterretningsgruppen Site, at det var gruppens krigere, som havde placeret en eksplosiv anordning i moskéen.

Site følger og registrerer islamistiske netværk over hele Jorden.

Den midlertidige våbenhvile blev annonceret, efter at volden i landet er eskaleret siden 1. maj, hvor USA begyndte den officielle tilbagetrækning af sine tropper i Afghanistan.

I sidste uge blev over 50 personer dræbt og adskillige såret i en række eksplosioner uden for en pigeskole i Kabul. De fleste af ofrene var kvindelige studerende.

/ritzau/AFP