En kameramand fra mediet Al Jazeera er blevet dræbt i et israelsk angreb i Gazastriben.

Det skriver Al Jazeera, der har hovedsæde i Qatar, på mediets hjemmeside.

Israels militær slog lørdag til mod et hus i Bureij-flygtningelejren i den centrale del af Gazastriben, lyder det. Al Jazeera kalder det et bevidst drab.

Det israelske militær bekræfter, at det har dræbt journalisten i et angreb i Gazastriben. Militæret hævder i et opslag på det sociale medie X, at manden i virkeligheden var snigskytte for den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse.

Den dræbte journalists bror og kollega på Al Jazeera blev ligeledes dræbt i april i et israelsk angreb. Israels militær hævder, at de to brødre var Hamas-krigere, der arbejdede under dække som Al Jazeera-journalister.

Al Jazeera fordømmer det seneste drab på kameramanden og opfordrer det internationale samfund til at stille de ansvarlige til ansvar.

En række medarbejdere fra Al Jazeera har mistet livet i Gazastriben, siden krigen mellem Hamas og Israel brød ud i oktober 2023.

Ifølge organisationen Journalister Uden Grænser har israelske styrker dræbt flere end 220 journalister i løbet af krigen. Mindst 70 af dem blev dræbt i forbindelse med deres arbejde, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Al Jazeera nu mistet 12 af deres journalister i løbet af krigen i Gazastriben.

Det israelske militær har gentagne gange sagt, at det aldrig bevidst angriber journalister.

Hamas-angrebet på Israel i 2023, som kostede mere end 1200 mennesker livet, udløste krigen i Gazastriben. Over 73.000 palæstinensere er siden blevet dræbt i krigen.

I oktober blev der indgået en våbenhvile for at standse kampene mellem Hamas og Israel, men den har ikke sat en stopper for de israelske angreb.

Flere end 1000 palæstinensere er blevet dræbt af Israels militær siden våbenhvilen, oplyser sundhedsministeriet i Gazastriben. Militante grupper har i samme periode dræbt fire israelske soldater.

Israel og Hamas står fortsat stejlt over for hinanden om, hvordan næste fase af USA's præsident Donald Trumps plan for Gazastriben skal gennemføres.

Planen indebærer, at Hamas skal nedlægge våbnene, og at israelske styrker skal trække sig tilbage.

/ritzau/