Tidligere vicepræsident Kamala Harris afslører overfor BBC, at hun overvejer at stille op til præsidentvalget igen. 

»Jeg er ikke færdig,« siger hun til mediet. 

Det er ifølge mediet det hidtil stærkeste signal på, at hun vil stille op til præsidentvalget i 2028, siden hun tabte til USAs præsident, Donald Trump, sidste år. 

Hun siger endda, at hendes grandniecer »helt sikkert i deres levetid« vil opleve en kvindelig præsident i USA. 

Adspurgt om det kunne blive hende, lyder et »muligvis« som svar, hvor hun uddyber, at hun endnu ikke har besluttet sig, men at hun fortsat ser en fremtid i politik. 

»Hele min karriere har været i det offentliges tjeneste, og det er i mit blod,« siger hun. 

Videre lyder det, at hun også overfor mediet kalder Donald Trump for en »tyran« og slår fast, at de advarsler, hun fremlagde under valgkampen, blev til virkelighed om den nuværende præsident.

Her fremhæver hun som eksempel, at Donald Trump tog tv-vært Jimmy Kimmel af skærmen, efter han lavede en joke. 

»Se på, hvad der er sket med hensyn til, hvordan han har brugt for eksempel føderale agenturer til at gå efter politiske satirikere...« siger hun og tilføjer: 

»Han er så tyndhudet, at han ikke kunne tåle kritik fra en joke og forsøgte at lukke en hel medieorganisation i processen.« 

Hun mener, at hendes forudsigelser om, at han ville føre en autoritær regering, er gået i opfyldelse.