Iran har kaldt den britiske ambassadør i landet til samtale på grund af beskyldninger i en sag om en militærbase.

Det beretter statsmedier i Iran ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Iran reagerer efter, at den britiske premierminister, Andy Burnham, onsdag sagde til BBC, at der var stærke indikationer på, at Iran har spillet en rolle i en hændelse ved en britisk militærbase i weekenden.

- Der er naturligvis fortsat tale om en igangværende, kompleks og alvorlig politiefterforskning, sagde han videre til mediet.

Fem mænd blev anholdt i forbindelse med sagen. De er ifølge britisk politi mistænkt for at planlægge et terrorangreb.

Natten til søndag fik det britiske politi en anmeldelse om tre mistænkelige køretøjer, der kørte i retningen af flybasen Fairford, som bruges af det amerikanske militær.

De fem blev løsladt efter afhøringer, men de er fortsat under efterforskning.

Iran har både mandag og senest onsdag efter Andy Burnhams interview afvist at have noget med sagen at gøre.

- Irans opfattelse er, at det siger det hele, når man vælger at løslade formodede terrorister, der arbejder for fremmede stater, skrev den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, sent onsdag på det sociale medie X.

RITZAU