- Jeg har ikke særligt høje forventninger til forhandlingerne i Abu Dhabi. For vi har ikke set nogen tegn fra Rusland på, at de vil forhandle i god tro.

Det siger EU's udenrigschef, Kaja Kallas, i forbindelse med G7-udenrigsministermødet i Paris mandag.

Dermed nedtoner hun håbet om, at forhandlingerne mellem Ukraine, USA og Rusland kan føre til fred. Heller ikke selv om E3-landene - Frankrig, Tyskland og Storbritannien - samt repræsentanter for EU også vil møde op til forhandlingerne.

- Vi ønsker en våbenhvile først, så vi kan sætte os ned og forhandle. Og vi ønsker god vilje fra Rusland i forhold til ikke at slå ukrainske civile ihjel hver dag og ikke angribe civil infrastruktur.

- Indtil videre har Rusland ikke udvist den vilje, siger Kaja Kallas.

Som tidligere premierminister i EU-landet Estland, der grænser op til Rusland, har Kallas hele vejen stået for en hård linje over for Rusland.

Den fastholder hun forud for forhandlingerne i Abu Dhabi. Her bør Europa stille maksimale krav til Rusland, siger Kallas.

- Sammen med EU-landenes udenrigsministre har vi lavet en liste over vores kerneinteresser. Det skal balancere forhandlingerne.

- For lige nu har Rusland bare præsenteret sine maksimale krav, mens vi ikke beder om noget. Det er ikke der, man starter forhandlinger. Det ved jeg fra mit tidligere liv som advokat, hvor jeg forhandlede mange aftaler, siger Kaja Kallas.

Hun ønsker, at Europa konkret skal stå fast på, at Rusland skal betale erstatning for krigen i Ukraine for at få frigivet de indefrosne russiske midler i EU.

Samtidig skal Rusland gå med til at stå til ansvar for krigsforbrydelser begået under krigen. Og desuden sige ja til løsninger, der kan sikre, at Rusland ikke angriber igen.

Krav, der tidligere er blevet afvist af Rusland.

Derudover afviser Kaja Kallas det amerikanske oplæg om, at der skal forhandles om "sikkerhedsarkitekturen" i Europa.

Det kan ses som et forsøg på at give Rusland indrømmelser i forhold til Ruslands bekymring for Nato-ekspansion helt frem til Ruslands grænse.

Kallas ser dog intet behov for at lave nye aftaler om sikkerhedsarkitekturen.

Tværtimod bør fokus ifølge Kallas være på at få Rusland til at overholde de "mindst 30 internationale aftaler", der allerede forpligter Rusland til at respektere territorial suverænitet.

- Vi har en europæisk sikkerhedsstruktur på plads. Vores problem er, at Rusland ikke overholder aftalerne. Så hele vores fokus skal være på, at Rusland lever op til de eksisterende aftaler.

- Derfor skal vi sikre, at der kommer indrømmelser fra Rusland, for ellers vil vi bare se flere af denne type angreb, siger Kaja Kallas.

RITZAU