En dansk kvinde er fundet død på et hotelværelse i Spanien. Kæresten er anholdt i sagen.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter søndag aften, at en dansk kvinde er fundet død i feriebyen Malaga i Spanien. Men de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet vil vagthavende i Borgerservice ikke ind på.

»Vi kan bekræfte, at der er en dansker, der er afgået ved døden i Spanien, og at de pårørende er underrettet,« siger Udenrigsministeriets Borgerservice til BT.

Kvinden blev ifølge det spanske medie 20 Minutos fundet med tegn på vold, og kvindens kæreste skal være anholdt i sagen. Dette ønsker Borgerservice dog ikke at bekræfte.

National Police i Malaga efterforsker nu sagen, skriver det spanske medie.

VED DU NOGET? KENDER DU PARRET? SEND OS EN MAIL PÅ 1929@bt.dk

Ifølge det 20 Minutos mødte kvindens kæreste op i receptionen på hotellet BQ Andalucía Beach Hotel tidligt søndag morgen, hvor han fortalte, at hans kæreste havde problemer med at trække vejret.

Hotel-manageren Andres Guerrero fortæller til 20 Minutos, at han fik meldingen omkring klokken 9, hvorpå han straks ringede efter en ambulance.

Da man efterfølgende fandt kvinden livløs på hotelværelset, blev hun erklæret død.

Liget er nu kørt til Retsmedicinsk Institut i Malaga, hvor retsmedicinere skal afdække, hvordan kvinden er død.

Kvindens kæreste er ifølge 20 Minutos stadig anholdt i sagen.

Parret skulle have forladt hotellet i Malaga søndag.

 

Opdateres...