Den 40-årige danske kvinde, der søndag blev fundet død på et hotel på Costa del Sol i Malaga i Spanien, blev kvalt. Det har en obduktion fastslået. Men præcis hvordan hun blev kvalt, kan man endnu ikke sige.

Den retsmedicinske undersøgelse viser angiveligt, at der kan være flere årsager til den danske kvindes død.

Det skriver den spanske avis Diario Sur, som angiveligt har en kilde tæt på efterforskningen.

Det er endnu uvist, om kvinden blev myrdet, eller om hun har taget sit eget liv.

LÆS OGSÅ:

Hendes 50-årige mand blev efterfølgende anholdt i sagen, men ifølge spanske medier skulle han have forklaret, at hans kone forsøgte at tage sit eget liv ved at hænge sig i ledningen til en hårtørrer.

Det har også været fremme, at hotelpersonalet har fortalt, at der var tegn på kamp og vold på hotelværelset.

Det danske ægtepar boede på hotellet BQ Andalucia Beach i Malaga, og det var her, at manden, ifølge hans egen forklaring, fandt sin kone livløs.

Han slog alarm til personalet i hotellets reception, som fulgte med manden op på værelset, hvor de fandt kvinden liggende død.

Ekstra Bladet har talt med hotellets manager Andrés Guerrero, som fulgte med manden op på værelset. Han forklarer, at han synes, det så ud til, at hun havde været død noget tid.

»Han virkede forvirret og som en, der gennemlevede et chok. Sådan tror jeg, mange ville opføre sig, hvis de fandt deres kone død,« siger han om manden.