Kære Mette Frederiksen, Magnus Heunicke og Nick Hækkerup.

Jeres tanker om løbende testning af hele den danske befolkning er spændende.

Personligt er jeg overbevist om, at løbende covid-19-testning af hele befolkningen er et nødvendigt værktøj for, at vi for alvor kan få genåbnet vores samfund. Det vil tage tid, før vi alle er vaccinerede, og selv derefter vil der – siger internationale eksperter – være behov for løbende test for at beskytte os mod udbrud af nye mutationer.

Som bekendt har massetest nu endeligt fundet sin plads i regeringens værktøjskasse. Forleden kontaktede jeg både Sundhedsministeriet og Justitsministeriet for at forsøge at få overblik over, hvad der ligger til grund for regeringens nye covid-19-strategi, om at vi alle løbende skal kvikkestes.

Jeg spurgte, om man havde hentet inspiration fra andre lande, hvor man allerede har gjort både gode og dårlige erfaringer med massetest, så vi kan undgå at begå de samme fejl og lære af deres positive erfaringer.

Til min store overraskelse var der ingen, der tilsyneladende vidste det. Jeg kunne faktisk ikke få et svar på, hvad regeringens nye strategi, der vil koste mange milliarder, reelt går ud på. Og det, synes jeg, er bekymrende.

For det står nu klart, at hvis massetestning skal virke, så skal man have en klar vision for, hvad man vil. Der er allerede flere bud på, hvordan en sådan løbende testning kan foregå. En nobelprisvindende amerikansk økonom har ovenikøbet tilbudt gratis at vejlede Danmark, men så vidt jeg ved, har man ikke gjort brug af tilbuddet.

Fredag talte jeg med en række førende videnskabsfolk i Storbritannien. De fleste var positive over for den danske regerings nye teststrategi, men alle advarede om behovet for at få et overblik over, hvad man bruger de mange penge til.

Forskeren Julian Peto var nok den første i verden, der allerede i marts sidste år skrev om behovet for løbende test af hele befolkninger. Han rådgiver den britiske regering, men er bekymret over, at Storbritannien har overladt det til private aktører at teste.

»Husk på, at den eneste virkelige covid-19-succes i Storbritannien er vaccinationsudrulningen, og den bliver stringent styret af vores sundhedsvæsen,« sagde han til B.T.

Andre advarede om, at man meget hurtigt kan komme til at bruge mange dumme penge, hvis ikke man har sikret at benytte de rigtige test og samtidig sørget for en måde at nå ud til alle afkroge af samfundet på.

Men den samlede dom fra de prominente videnskabsfolk, jeg talte med, er, at Danmark på grund af vores høje digitalisering og relativt store tillid til myndighederne er det perfekte sted at masseteste.

Danmark kan derfor blive et foregangsland og verdensførende på et område, som hele resten af kloden kan få gavn af. Hvis vi rammer massetestningen rent, så vil det både gavne os selv, fordi vi kan genåbne samfundet, men det vil også yderligere styrke Danmarks internationale brand.

Desværre er der en tendens til, at regeringer ikke lytter nok til erfaringer udefra. Coronakrisen har vist, hvor åben og global videnskaben er. Den fænomenalt korte tid, det tog at udvikle en vaccine, skyldes i meget høj grad det åbne internationale samarbejde.

Der går bare meget ofte politik i den, hvilket var tydeligt i farcen omkring EU og AstraZeneca. Noget lignende skal vi for alt i verden undgå i forbindelse med den nye massetestningsstrategi.

Så Mette Frederiksen, Magnus Heunicke og Nick Hækkerup. Hermed en velment opfordring til ydmygt at lytte til erfaringer og ideer fra den store verden. Jeg ved, at der er voldsomt kompetente kræfter derude, som gerne vil hjælpe Danmark, og jeg hjælper gerne med at etablere kontakten.

Gode hilsner

Jakob Illeborg, international korrespondent, B.T.