Snart tager den amerikanske præsident, Donald Trump, turen fra Det Hvide Hus i Washington til Kina.

Her skal han nemlig i midten af maj mødes med den kinesiske præsident, Xi Jinping. Og rygterne om mødet er allerede i fuld gang.

Det skriver norske Nettavisen.

Inden mødet mellem de to verdensledere bliver der nemlig spekuleret i, om det vil munde ud i nogle konkrete aftaler. Og hvilke i så fald.

En af de helt store rygter går på, at Kina vil forpligte sig til at lægge en ordre på intet mindre end 500 nye fly fra den amerikanske producent Boeing.

I bytte kan den kinesiske præsident til gengæld kræve, at USA letter på nogle af restriktionerne, når det gælder eksport af amerikansk teknologi, ifølge mediet.

Med andre ord: Noget for noget.

Men sådan en slags aftale som fly-aftalen kan dog ende med at være en »Trump-fælde«, hvor Kina på den lange bane vil blive mere selvforsynende, mens USA blot vil stå tilbage med en hurtig sejr, lyder vurderingen fra det amerikanske medie Foreign Affairs, ifølge Nettavisen.

Når Nettavisen spørger professor ved Institut for Forsvarsstudier (IFS) i Norge, Øystein Tunsjø, er han dog en smule mere forsigtig.

Han peger på, at det stadig er svært at forudsige, hvad der helt præcist kommer ud af maj-mødet.

»Det er svært at sige noget om individuelle aftaler, men jeg tror, ​​at aftalen om en pause i handelskonflikten fra oktober sidste år vil blive opretholdt eller forlænget,« lyder det fra professoren til Nettavisen.

Mødet står til at være 14. og 15. maj, har Det Hvide Hus oplyst ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.