Det er blevet for meget med horder af turister, der vælter ned af gaderne og gør livet surt for de lokale, der er tilbage.
Derfor indfører Venedig, en af verdens mest besøgte byer, nu en grænse for, hvor store grupper turister, man vil tage imod. Det skriver britiske The Guardian.
Forbuddet sker i et forsøg på at lette turistpresset på byen. Derfor er det fra torsdag forbudt at besøge Venedig i grupper på mere end 25 personer.
Og der skal betales ved kasse ét, hvis forbuddet brydes.
Holder man sig ikke til de nye regler, risikerer man ifølge Guardian en bøde på mellem 180 og 3700 kroner.
Der er dog en række undtagelser for gruppegrænsen. Børn under to år tæller ikke med, og eksempelvis skoleklasser på studietur er undtaget fra den nye regel.
Det er ikke første tiltag, som Venedig vedtager i forsøget på at stoppe horderne af turister.
I april indførte byen en afgift, som dagsturister skal betale for at besøge byen.
Forsøget var en bragende succes økonomisk set - på 29 dage indbragte forsøgsordningen Venedig 2,5 milioner euro, svarende til 18 milioner danske kroner.
Nu vil byråddet tage stilling til, om turistskatten skal fortsættes.
Venedig bliver besøgt af omkring 20 millioner turister om året.
