Skal man have lov til at se sit barn gå med i et  Lucia-optog eller ej?

Det diskuteres lige nu på livet løs i Sverige, hvor forældre i Danderyd nord for Stockholm på femte år er blevet forment adgang.

Det er for børnenes bedste, lyder det.

»Mange skoleledere, især i børnehaver, har oplevet, at der har været problemer med trange lokaler, at børn følte sig stressede, og at mange forældre tog billeder eller filmede, selvom de ikke måtte,« siger kommunalpolitikeren Ulla Hurtig Nielsen (M) til Aftonbladet.

Det har fået flere forældre til at rase over beslutningen.

»Det er en katastrofe. Børnene er små individer, som vi skal kunne hjælpe og lære, hvordan livet fungerer,« siger svenske Louise Hardemo, der har et barn i børnehaven i kommunen.

Kristin Lundin, der er skoleleder på Kalkbrottet børnehave, forsvarer deres beslutning.

»I tidligere år har de ansatte bemærket, at flere børn udtrykker angst, når de skal optræde foran mange ukendte voksne i børnehavens trange lokaler,« lyder det i et skriftligt svar.

Ifølge den svenske skolelov er det skolelederne, der har ret til at bestemme, om forældre og andre pårørende skal have lov til at deltage i festlighederne.

I starten af ​​året undersøgte kommunens undervisningsudvalg, hvordan forældre  kunne deltage i sociale arrangementer som Lucia-fejringer og sommerfester.

Her kom de frem til, at forældrene skulle inddrages 'så meget som muligt', men i sidste ende ville det være op til de enkelte ledere.

Der kom dog også en klar opfordring til forældrene: Stop med at filme og tage billeder – især til de sociale medier.

Har du oplevet problemer med Lucia-optog i Danmark, så tip B.T. på 1929@bt.dk.