To besætningsmedlemmer er døde, og 11 er blevet reddet efter en hændelse med et skib i Sortehavet.

Det oplyser Rumæniens indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den rumænske flådemyndighed har omtalt hændelsen som alvorlig. Det oplyses dog ikke umiddelbart, hvad der er sket.

Fra flådemyndigheden lød det, at en kaptajn var blevet kvæstet. Det involverede skib hedder "Royad Mammadov".

En eftersøgnings- og redningsoperation er i gang, lød det tidligere fra myndigheden. Hændelsen er sket uden for rumænsk territorialfarvand.

"Royad Mammadov" er et knap 140 meter langt fragtskib, der har kurs mod Ravenna i Italien. Det viser data fra Vesselfinder.

Det sejler under østaten Saint Kitts og Nevis' flag.

RITZAU