Der skal som regel meget til at ødelægge festen på den spanske ferieø Ibiza.
Men denne gang har selv den festlige ø måttet give op.
Stormen Alice raserer i øjeblikket øen og har allerede tvunget myndighederne til at lukke motorvejen til lufthavnen samt flere hoteller.
Det skriver The Sun.
På sociale medier kan man se billeder og videoer af oversvømmede gader, hvor luksusbiler som Lamborghini'er står delvist under vand.
Midt i al kaosset har Wayne Lineker, som ejer den populære strandklub Ocean Beach Club, set sig nødsaget til at lukke resortet.
Han har på sociale medier delt klip, hvor gæster søger ly, mens kraftige vindstød flår parasoller løs ved poolen.
'Første gang i årevis, hvor vi har været nødt til at lukke tidligt,' skriver han på Instagram.
Dele af den spanske hær er for anden gang på to uger blevet sendt til øen for at hjælpe de lokale myndigheder med at håndtere det kaos, oversvømmelserne har skabt.
En lokal øboer har ifølge The Sun beskrevet situationen som 'forfærdelig'.
Øens borgmester, Rafa Triguero, har understreget, at alle lokale myndigheder arbejder i døgndrift på at få drænet vandet og sikre øen.
Han opfordrer samtidig beboere og turister til at blive indendørs, hvis det er muligt, og udvise stor forsigtighed, hvis de skal bevæge sig ud.