Efter 16 år ved magten er det slut for Ungarns mangeårige premierminister Viktor Orbán, der søndag led et stort valgnederlag i landets parlamentsvalg.

Den største overraskelse var dog ikke selve resultatet. Men i stedet noget helt andet og anderledes spektakulært.

Hvis man har fulgt med i meningsmålingerne de seneste måneder fra Ungarn, så er søndagens valgresultat i det centraleuropæiske land ikke den store overraskelse.

Længe har oppositionspartiet Tisza med den 45-årlige Péter Magyar i front ført solidt i målingerne.

I ugerne op til valget, der er blevet kaldt det vigtigste i Europa i år, førte Magyar og Tisza ofte med over ti procentpoint i en række målinger.

Det har trukket op til et skifte på det ungarske premierministerkontor i efterhånden lang tid.

Men det har ikke været uden problemer for oppositionen.

Fra Fidesz og Orbán-regeringen har man kæmpet hårdt imod med smædekampagner mod Péter Maygar, hvor det blandt andet er blevet insinueret, at han skulle tage stoffer.

Péter Magyar var også ude og advare mod et muligt sexbånd med ham selv, der kunne blive offentliggjort, som B.T. har beskrevet i flere artikler.

Der har også været hårdt pres udefra.

Péter Magyar, oppositionsleder i Ungarn, blev den store vinder i søndagens valg.
Péter Magyar, oppositionsleder i Ungarn, blev den store vinder i søndagens valg. Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix

Medier har beskrevet, hvordan Rusland sendte efterretningsfolk til Ungarn for at hjælpe Viktor Orbán, der er en nær allieret af Vladimir Putin.

The Washington Post har sågar kunnet beskrive, at en af de russiske ideer, der var oppe at vende, gik på at lave et falskt attentatforsøg på Orbán i et forsøg på at vinde sympati og dermed stemmer til den trængte premierminister.

Men det har ikke kun været fra russisk side, der har været forsøg på udenlandsk indflydelse i Viktor Orbáns favør.

I dagene op til valget søndag rejste den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, til Budapest for at støtte Orbán, og Donald Trump udsendte for få dage siden en lang støtteerklæring til sin vigtige europæiske allierede.

Viktor Orbán efter valgnederlaget søndag aften.
Viktor Orbán efter valgnederlaget søndag aften. Attila Kisbenedek/AFP/Ritzau Scanpix

Der var med andre ord forsøg både internt og eksternt på at påvirke det ungarske valg.

Og derfor har eksperter ment, at der kunne ske noget opsigtsvækkende i forbindelse med selve valghandlingen – hvor en række valgsteder faktisk blev genstand for bombetrusler.

Alternativt frygtede mange, at Viktor Orbán – selv ved et klart nederlag – ikke ville acceptere valgresultatet og påstå svindel.

En af de eksperter er professor på Statskundskab ved Københavns Universitet Marlene Wind, som op til valget sagde følgende til B.T.:

Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet.
Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

»Selv ved en massiv sejr, så frygter jeg, at det ikke vil være nok,« sagde Marlene Wind og fortsatte:

»Der kan komme valgsvindel, der kan komme falske skandaler, som skal hjælpe Orbán, og det er angiveligt endda blevet foreslået, at man skulle iscenesætte et falsk attentatforsøg på Orbán for at skabe sympati for ham. Så alt er på bordet.«

Derfor var det næsten en overrasket Marlene Wind, som B.T. fangede søndag aften, kort efter det stod klart, at Viktor Orbán havde erkendt valgnederlaget – med kun omkring 50 procent af stemmer talt op.

»Det vildeste er næsten, at Orbán har været ude og erkende nederlaget,« sagde Marlene Wind, der uddybede:

»At Orbán har erkendt nederlaget skyldes måske, at nederlaget ser ud til at blive så stort.«

Med så godt som alle stemmer talt op, ligner det, at Péter Magyar og Tisza får 53 procent af stemmerne, mens Viktor Orbán og hans Fidesz står til 38,4.

Regner man det om til sæder i det ungarske parlament, hvor 100 pladser giver flertal, så står Tisza til 138, mens Fidesz står til 55.