Kæmpe omvej: Krydstogt skulle have været til Bahamas – endte i Canada
5000 gæster var ombord på skibet.

5000 gæster var ombord på skibet.

Gæsterne havde drømt om et solrigt paradis på Bahamas, men endte i stedet i kolde luftlag i Canada.
Det skriver mediet New York Post.
Royal Caribbeans gigantiske krydstogtskib 'Oasis of the Seas' lå klar til afgang fra havnen i New Jersey med hele 5.000 passagerer ombord den 18. oktober.
En syv dages tropisk drømmetur stod på programmet – men blot en halv dag før afgang fik gæsterne en kold spand vand i hovedet og blev slemt skuffede.
På grund af voldsomt stormvejr var det ganske enkelt umuligt for skibet at sætte kurs mod Bahamas.
Derfor blev ruten i al hast lagt om til Canada, en ændring, der var uendeligt langt fra tilfredsstillende for de mange ferieklare gæster.
»Jeg er meget skuffet,« sagde passageren Nicholas Meli til mediet.
Han var i forvejen kørt syv timer i bil hele vejen fra Canada til New Jersey for at stige ombord – blot for pludselig at blive sejlet direkte tilbage til sit eget hjemland.
Krydstogtselskabet Royal Caribbean kom de ramte gæster i møde med både penge og gavekort som plaster på såret over den pludselige kursændring.
Flere passagerer valgte alligevel at forsøge at få det bedste ud af turen, selvom kufferterne primært var pakket med badetøj og solcreme frem for varmt vintertøj.