Kæmpe menneskejagt: 12 døde i masseskyderi
Politiet i Sydafrika kalder angrebet for barbarisk og nådesløst.

Politiet i Sydafrika kalder angrebet for barbarisk og nådesløst.

En bosættelse i udkanten af Johannesburg blev sent tirsdag aften udsat for et brutalt masseskyderi.
Politiet leder nu efter ti bevæbnede gerningsmænd, der er i skyld i, at 12 personer mistede livet og ni blev såret i angrebet.
Sådan lyder det ifølge BBC.
Politiet hævder, at de mistænkte blev sat af en minibus i bosættelsen Jumpers i bydelen Cleveland, der ligger øst for Johannesburg.
Gerningsmændene bevægede sig herefter rundt i området og åbnede ild mod tilfældige beboere.
Tre kvinder og otte mænd blev dræbt på stedet, og yderligere ni personer blev hårdt såret.
Motivet er stadig ukendt, men politiet i Sydafrika betegner angrebet som barbarisk og nådesløst.
Lige nu efterforsker politiet dog, om angrebet kan linkes til den omfattende illegale minedrift i området.
Området omkring Cleveland ligger ikke langt fra nedlagte guldminer, hvor organiserede grupper udvinder det resterende guld og sælger det på det sorte marked.
Den illegale minedrift, der ofte forbindes med organiserede grupper, er generelt et stort problem i det afrikanske land.
Militæret har tidligere været indsat i flere områder for at bistå politiet i at bekæmpe banderne.
I forvejen har Sydafrika en af verdens højeste mordrater, og skyderier i landets mange uformelle bosættelser er daglig kost.
Tal fra de sydafrikanske våbenorganisationer viser, at der er omkring tre millioner lovligt registrerede skydevåben i landet.
Politiet anslår, at der findes et anslået tilsvarende antal ulovlige våben.
På trods af politiets omfattende eftersøgning er ingen på nuværende tidspunkt anholdt for forbrydelsen.