Donald Trump har bestemt ikke snydt sig selv for muligheden for at undgå at betale skat.

Tværtimod tegnes der i hans indberetninger til det amerikanske skattevæsen et billede af en mand, der aggressivt jagter enhver mulighed for at opnå fradrag.

Den amerikanske præsident har eksempelvis trukket udgifter til frisører fra i skat. Og det er ikke så lidt.

Ifølge The New York Times, der har fået indsigt i præsidentens egne indberetninger til skattemyndighederne, har Donald Trump trukket udgifter til frisuren fra for hele 95.464 dollar svarende til over 600.000 kroner.

Knap 450.000 kroner er gået til at kunne se godt ud i tv-programmet 'The Apprentice', som Donald Trump var stjernen i, før han opnåede det højeste embede i USA.

Overlappet mellem private udgifter og udgifter forbundet med Donald Trumps forskellige forretninger er således ganske snævert, som tilfældet her viser.

Det mønster går igen i en række andre tilfælde.

Præsidentens private bolig i Florida, luksusresortet Mar-a-Lago, bruges også flittigt til at begrænse skattebetaling.

Donald Trumps Mar-a-Lago tjener som kilde til skattefradrag. Arkivfoto
Donald Trumps Mar-a-Lago tjener som kilde til skattefradrag. Arkivfoto Foto: JOE RAEDLE
Vis mere

Den eksklusive adresse tjener, foruden formålet som solbeskinnet feriested for Donald Trump, også som privat klub for velbetalende gæster.

Derfor har Donald Trump ifølge skattepapirerne trukket udgifter til sengetøj og sølvtøj fra for i alt 109.433 dollar.

Hertil kommer fradrag for pleje af landskabet omkring ejendommen. Præsidenten har søgt fradrag for 197.829 dollar.

Det er ligeledes angivet som en udgift, at Donald Trump gentagne gange har bestilt en fotograf til at tage billeder ved fester holdt i Mar-a-Lago, herunder en nytårsfest, hvor præsidenten selv deltog som vært. Fradragene for fotografen lyder samlet på 210.000 dollar.

Udgifter til brændstof til Donald Trumps privatfly trækkes fra i skat.
Udgifter til brændstof til Donald Trumps privatfly trækkes fra i skat. Foto: DOMINICK REUTER
Vis mere

Ifølge The New York Times har Donald Trump også trukket udgifter til brændstof i sit privatfly fra i skat. Det gør sig også gældende for udgifter til mad serveret under flyvningerne, der har transporteret præsidenten til og fra hans ejendomme. Det fremgår ikke, hvilket beløb der er trukket fra i denne sammenhæng.

Donald Trumps måske mest iøjnefaldende fortolkning af skattereglerne kommer til syne i forbindelse med ejendommen Seven Springs i Westchester County, New York.

Den overdådige ejendom ligger ifølge Trump-organisationens hjemmeside på en 50.000 kvadratmeter stor grund, der inkluderer tre swimmingpools.

I 2015 skrev Donald Trump som ejer under på, at han ikke vil udnytte grunden til ejendomsudvikling. Det gav ham et skattefradrag på hele 21,1 million dollar svarende til 135 millioner kroner.

Donald J. Trump har ikke betalt skat i 10 af 15 år.
Donald J. Trump har ikke betalt skat i 10 af 15 år. Foto: JIM LO SCALZO
Vis mere

Ejendommen er officielt kategoriseret som en ejendomsinvestering, hvilket giver præsidenten mulighed for fradrag på sammenlagt 2,2 millioner dollar.

Men Donald Trumps søn Eric Trump har fortalt i et interview med erhvervsmagasinet Forbes, at Seven Springs betragtes som hans virkelige hjem. Og selv på Trump-organisationens hjemmeside bliver den gevaldige ejendom nord for New York beskrevet som et tilflugtssted for Trump-familien.