En tyrkisk fyrværkeri-fabrik i Sakarya-provinsen cirka 150 kilometer fra Istanbul er fredag i brand. Det sker efter en eksplosion.

De seneste meldinger lyder på fire døde og 97 sårede i forbindelse med ulykken på fabrikken, hvor op mod 200 mennesker var på arbejde, da ulykken indtraf.

Det skriver en række tyrkiske medier.

De har også talt med øjenvidner, der beskriver, at eksplosionen lød som et massivt brag.

Præsident, Recep Tayyip Erdoğan, har også reageret på ulykken, som han kalder forfærdelig.

»Vores håb er, at de sårede hurtigst muligt kan vende tilbage til deres familier,« lyder det i en officiel udtalelse.

Myndighederne er fortsat i gang med at lede efter sårede.

Det vides endnu ikke, hvad der er årsagen til ulykken.