De er blandt Ruslands absolut rigeste mænd. 

De to oligarker har tætte forbindelser til Kreml og en betydelig indflydelse på russisk økonomi.

Netop derfor har både Alisjer Usmanov og Mikhail Fridman stået på EUs sanktionsliste siden invasionen i Ukraine.

Det vil sige: Lige indtil nu.

Nu har EU nemlig besluttet at fjerne både Alisjer Usmanov og Mikhail Fridman fra listen.

Det betyder, at de nu får adgang til de aktiver, de har placeret i Europa. 

Den russiske oligark Alisher Usmanov fotograferet tilbage i 2017. Arkivfoto: Sergei Karpukhin/Reuters/Ritzau Scanpix

Nyheden vakte ifølge Euronews vrede i Ukraine. 

»Beslutningen om at fjerne Usmanov og Fridman fra listen er skammelig og uberettiget,« lød det ifølge mediet fra den ukrainske udenrigsminister Andrij Sybiha, da beslutningen blev annonceret.

»Moskva fejrer, fordi de fik, hvad de ønskede: En følelse af straffrihed, ydmygelse af EU og splittelse blandt europæerne,« tilføjede han. 

Det var angiveligt Frankrig, Slovakiet og Luxembourg, der pressede på for at få de to fjernet fra listen, skriver Nettavisen.

Rigmanden Mikhail Fridman kan også begynde at glæde sig til at få adgang til sine rigdomme i Europa.  Arkivfoto: Grigoriy Sisoev/Ria Novosti/Ritzau Scanpix

For franskmændene handlede det efter sigende om at få to franske statsborgere løsladt fra Aserbajdsjan. Og fjernelsen af de to oligarker fra listen banede tilsyneladende vejen for frigivelsen af de to. 

I EU-systemet er der stor sympati for de franske bestræbelser på at befri tilbageholdte borgere, men der er samtidig bekymring for, at der skal blive skabt en farlig præcedens, der vil få oligarker til at forsøge at købe sig ud af sanktionerne.