Journalister skal vidne efter artikel om manglende sikkerhed på Trumps fly
En række journalister, der har skrevet om sikkerhedsmangler på Air Force One, skal vidne om mulige lovbrud.
En række journalister, der har skrevet om sikkerhedsmangler på Air Force One, skal vidne om mulige lovbrud.
Flere New York Times-journalister er indkaldt til at vidne, efter at den amerikanske avis for nylig skrev artikler om sikkerheden på Donald Trumps nye Air Force One-fly.
Det skriver avisen selv lørdag.
Det er Jay Clayton, den føderale anklager på Manhattan, der kræver, at journalisterne onsdag skal vidne foran en anklagejury - en såkaldt grand jury.
Vidneindkaldelsen indeholder ifølge avisen få detaljer, men omhandler "et påstået brud på føderal strafferet".
En grand jury er en gruppe lægmænd, som vurderer, om der er grundlag for at rejse tiltale i en straffesag.
Artiklerne handler om, at det nye præsidentfly, som Trump har fået i gave fra Qatar, har sikkerhedsmangler.
I en artikel onsdag skrev avisen, at Trump forlod den forgangne uges Nato-topmøde på sit gamle præsidentfly som en sikkerhedsforanstaltning, efter at Secret Service havde bedt ham om det.
Dagen efter skrev avisen, at det fly, han havde fået som gave fra Qatar, blandt andet mangler avancerede missilforsvarssystemer. Begge artikler baserer sig på oplysninger fra anonyme kilder.
Opdateres ...