Den britiske journalist og forfatter Robert Fisk er død, 74 år.

Det skriver Irish Times. Ifølge avisens oplysninger fik han et slagtilfælde i sit hjem i den irske hovedstad, Dublin, fredag.

Han blev derfor indlagt, men døde kort efter, skriver avisen.

Robert Fisk var i særdeleshed kendt for sit hverv som mellemøstkorrespondent gennem adskillige år.

Han talte flydende arabisk og var en af de få, vestlige journalister der interviewede Osama bin Laden. Det gjorde han tre gange i alt mellem 1993 og 1997.

Han skrev i mange år især for den britiske avis The Independent.

I 2005 udkom han med bogen 'The Great War for Civilisation', hvor han retter en kritik mod de vestlige landes tilgang til konflikterne i Mellemøsten. Bogen indeholder mange af de artikler, han skrev, da han var mellemøstlig korrespondent for både The Times og Independent.

Samme år blev han af The New York Times kaldt den 'mest populære korrespondent i Storbritannien'.

Robert Fisk er desuden forfatter til en række bøger, blandt andet "Pity The Nation" om den langvarige borgerkrig i Libanon og landets historie.

Robert Fisk var én af de mest respekterede og samtidig omstridte udenrigsreportere i nyere tid.

Han har dækket konflikten i Nordirland fra begyndelsen af 1970'erne og flyttede til den nordirske hovedstad, Belfast, for at være korrespondent for avisen London Times.

Siden boede han en årrække i Libanons hovedstad, Beirut, hvor han dækkede borgerkrigen i landet samt det øvrige Mellemøsten for samme avis.

I de senere år er han blandt andet blevet kendt for sine levende reportager fra krigene i Afghanistan og de indsigtsfulde analyser om krigen i Syrien.