I kølvandet på Frankrigs beslutning om at anerkende Palæstina som en stat, er en række andre vestlige lande fulgt efter.

Først var det Storbritannien. Derefter Canada. London og Ottawa har dog nogle krav, der skal imødekommes før de reelt vil anerkende Palæstina, men den diplomatiske lavine ruller allerede.

Og selvom det som udgangspunkt er symbolpolitik, da det i sidste ende er op til Israel, om der kommer til at være en reel, suveræn, palæstinensisk stat, så rejser anerkendelsen fra de forskellige vestlige lande en lang række spørgsmål, som endnu ikke er besvaret.

Hvem anerkender man som repræsentant for den palæstinensiske stat? Det dybt korrupte og upopulære Palæstinensiske Selvstyre, der fængsler journalister og torturerer kritikere? Er Jerusalem hovedstaden i den nye stat?

Hvis ja, hvilke dele af Jerusalem? Er Israel i kontrol over området? Hvis ja, hvordan vil diplomater navigere i det politiske spil det vil medføre?

Hvis Hamas vinder det næste valg, vil man så anerkende den demokratiske proces og dermed en terrororganisation som repræsentant for hele Palæstina? Vil en Hamas præsident blive inviteret på besøg til Paris, London og Ottawa?

Udover disse spørgsmål er der en række kendsgerninger som man ikke kan ignorere. Man anerkender en stat, der på ingen måder er demokratisk. Der har ikke været et palæstinensisk valg i snart 20 år. 

Diktatoren/præsidenten Mahmoud Abbas, der leder det palæstinensiske selvstyre, har i årevis ydet finansiel støtte til fængslede palæstinensiske terrorister og deres familier.

De palæstinensiske skolesystemer, som i høj grad er økonomisk støttet af blandt andet EU, er designet til at radikalisere palæstinensiske børn. Deres skolebøger er fuld af glorifiering af terror og antisemitisme. Noget som EU igen og igen har fordømt.

Og pressefriheden for palæstinensiske journalister er en by i Rusland, specielt for dem der arbejder i Gaza. Udover at alle ovenstående punkter er i direkte modstrid med både Frankrig, Storbritannien og Canadas basale værdier, så er en del af den palæstinensiske stat stadig i de facto krig med Israel. 50 gidsler bliver holdt i torturkamre under jorden, hvor de er blevet sultet og mishandlet i 665 dage.

Hvad vil man gøre fra Canada, Storbritannien og Frankrigs side for at få den nye palæstinensiske stat til at løslade gidslerne? Vil man sanktionere staten, efter den er blevet etableret? Vil man true med at trække sine ambassadører hjem fra Palæstina hvis ikke gidslerne bliver løsladt?

Sidst men ikke mindst sender man et signal til palæstinenserne om, at jo mere voldeligt og omfattende de dræber israelere, jo større er belønningen.

Det er knapt to år siden, at omkring 5000 terrorister og civile palæstinensere stormede grænsen fra Gaza ind til Israel i et forsøg på at begå et folkemord. De plyndrede, voldtog, halshuggede, slagtede, torturerede og kidnappede civile israelere og udlændinge i en blodrus, der dårligt kan beskrives.

Er det virkelig det bedste tidspunkt at anerkende Palæstina, knapt to år efter den massakre, som er grunden til at krigen stadig raser? Hvorfor gjorde man det ikke i kølvandet på Oslo-aftalerne, der i forvejen lagde op til en tostatsløsning? Det ville have været det rigtige tidspunkt rent moralsk at anerkende en palestinensisk stat.

Men når Hamas erklærer det som en »sejr« at Vestlige lande anerkender Palæstina, så bør man måske overveje om det symbolpolitiske træk er en gave til Hamas.

Det er i hvert fald sådan at både Israel og Hamas ser det.