Jotam Confino: Ny våbenhvile møder skepsis i Israel


Flere israelere er skeptiske over, at landet har indgået våbenhvile med terrorgruppen Hizbollah.
Det siger B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino.
»Det er ikke en udpræget positiv stemning, der er i Israel dagen derpå,« lyder Confinos melding fra Israel.
Tirsdag indgik Israel og Hizbollah en aftale, som satte punktum - i hvert fald midlertidigt - for 13 måneders kampe mellem parterne.
Men blandt israelere mangler der tillid til, at Hizbollah vil overholde aftalen, siger Jotam Confino.
»Man har været i den her situation før med Hizbollah i 2006, og den aftale, der blev lavet dengang, er relativt identisk med den, der er blevet lavet nu,« siger Confino.
»Og man har jo set, at det overhovedet ikke virkede.«
I en rundspørge foretaget i Israel af mediet N12 svarer 32 procent af de adspurgte, at de er imod en våbenhvile. 30 procent tror, at våbenhvilen vil bryde sammen igen om kort tid.
Libanon, hvor Hizbollah har hjemme, grænser op til det nordlige Israel. De to parter har sendt raketter mod hinanden gennem det seneste år, hvor konflikten i Mellemøsten har kørt på et særligt højt blus.
I oktober valgte Israel at invadere Libanon, som er støttet af både Hamas og Iran.
Stridighederne mellem parterne har gennem det seneste år fordrevet civile på begge sider af grænsen, men våbenhvilen har nu fået dem til at vende hjem.
»Der er utvivlsomt mange, som allerede er på vej og har pakket deres ting,« siger Confino.
Det var USAs afgående præsident, Joe Biden, som tirsdag annoncerede våbenhvilen. Flere regeringsledere har hilst aftalen velkommen.