Israels premierminister Benjamin Netanyahu holdt tirsdag en tale til nationen, der havde ét overordnet formål: At tale Israels militære præstationer i krigen mod Iran så meget som muligt op.
Det vurderer B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino.
»Selvom Netanyahu til dels har ret i, hvor meget man har ramt regimet i Iran, og hvor imponerende krigen har været fra et rent militært synspunkt, så gemmer der sig en anden besked til befolkningen ind imellem klappene på hans egen skulder,« siger han:
»Netanyahu er i virkeligheden ved at forberede befolkningen på, at krigen snart er slut, primært fordi Trumps tålmodighed er ved at slippe op.«
Det første tegn på, at en krig med israelsk deltagelse er ved at slutte, er, når regeringen begynder at opliste alle de ting, de har opnået, lyder det fra en kilde tæt på regeringen, som Jotam Confino har talt med.
»At Israel også befinder sig i et valgår, gør kun formålet med Netanyahus tale det mere åbenlys. Derfor brugte han ikke kun tid på at fortælle om, hvad man har opnået i krigen mod Iran,« siger Jotam Confino.
I talen remsede Netanyahu alle Israels militære sejre i Mellemøsten siden 7. oktober op.
»Så glemmer vælgerne ikke, hvem der fik slået lederne af Hizbollah, Hamas, Islamisk Jihad og Houthierne ihjel,« siger Jotam Confino:
»Som altid er virkeligheden mere nuanceret. Men for nu handler det om at gøre fortællingen klar til, når Trump beslutter sig for at afslutte krigen i Iran.«

