Tirsdag aften har Israels præsident Benjamin Netanyahu meldt sig klar til at indgå en våbenhvile med Hizbollah i Libanon, som Israel er i væbnet konflikt med. 

Det skyldes især, at Israel ikke kan opnå meget mere i Libanon rent militært og derfor vil fokusere på den større trussel fra Iran. 

Det vurderer B.T.s mellemøstkorrespondent i Israel Jotam Confino. 

»Israel har nu svækket Hizbollah så meget i Libanon, at der ikke er meget mere at opnå. Her til aften har Netanyahu også sagt, at man nu vil fokusere på den større fjende i Iran, som stadig arbejder på at udvikle atomvåben,« siger han. 

B.T.s mellemøstkorrespondent Jotam Confino. BT
B.T.s mellemøstkorrespondent Jotam Confino. BT
Vis mere

»Israels luftvåben har hele tiden været aktive i Libanon og nu vil man trække sig, så luftforsvaret kan stå klar mod Iran og håndtere truslen derfra.«

Confino forklarer også, at Israel har lidt tab i Libanon, og at det tærer meget på det israelske militær at fortsætte angrebene ind i Libanon. 

»Det var aldrig planen for Israel. Man ville gå ind i Gaza og ødelægge Hamas, men Libanon er et meget større område og Hizbollah er noget helt andet end Hamas,« siger Jotam Confino og fortsætter:

»Israel vil ikke kunne fortsætte meget længere. Det koster mange soldater og slider på økonomien.«

I starten af det nye år er der også magtskifte i USA, når Donald Trump indtager Det Hvide Hus. 

»Med en våbenhvile og dermed et problem mindre i Mellemøsten, ruller Netanyahu også den røde løber ud for Trump. Han skaber en nemmere situation for Trump.«

Benjamin Netanyahu har fået udstedt en arrestordre fra den internationale straffedomstol ICC mod sig. Men Jotam Confino mener ikke, at man skal tilskrive den arrestordre ret meget af æren for våbenhvilen. 

»Nej, det er især for at kunne fokusere og forsvare sig mod Iran,« siger han. 

Jotam Confino tror dog ikke, at våbenhvilen kommer til at vare ved. 

»Jeg kan kun se, at der er tale om tid, før parterne havner i væbnet konflikt igen. Hvis der skal være varig fred, skal Hizbollah helt afvæbnes og det sker ikke, selvom de er svækkede nu,« siger han. 

Israel har meldt aktivt ud, at en forudsætning for, at våbenhvilen kan bestå, er, at Hizbollah ikke opruster igen.