Siden 2009 har han siddet bag tremmer med en livstidsdom for at have holdt sin egen datter indespærret og misbrugt hende i en kælder i 24 år.
I januar sidste år søgte Josef Fritzls advokat, Astrid Wagner, om prøveløsladelse for den 89-årige østriger, og selvom han endnu ikke er på fri fod, så har han store forventninger til sin modtagelse, hvis han igen bliver en fri mand.
I et nyt interview med Daily Mirror fortæller Astrid Wagner nu, at hendes klient forventer folkefest i de østrigske gader, hvis han en dag skulle komme ud.
»Han tror, at han kommer ud til en store fejring med musik og jublende folk, der vil trykke hans hånd. Det er tydeligvis ikke tilfældet. Det er en fantasi. Jeg tror ikke helt, han forstår, hvad verden egentlig synes,« siger advokaten.
Josef Fritzl lider af demens og har ifølge advokaten en idé om, at han har venner på den anden side af de østrigske tremmer.
Han har dog respekteret, at hans familie ikke længere vil se ham, fortæller hun.
Foruden fangenskabet i kælderen havde Fritzl også forgrebet sig på sin datter tusindvis af gange og fik i den 24-årige periode syv børn med hende.
Foruden frihedsberøvelse og voldtægt blev Fritzl også dømt for incest, slaveri, mord og grov afpresning tilbage i 2009.
Østrigeren sad først indsat i Stein-fængslet, som er et højsikkerhedsfængsel for psykisk syge kriminelle, men i januar 2024 blev han overflyttet til et almindeligt fængsel.

