Han blev kendt som voldtægtsforbryder, da han i 2008 blev afsløret som manden, der havde holdt sin datter fængslet i et hemmeligt rum i kælderen i hans hus i Østrig.

Men den 87 år gamle Josef Fritzl er måske på vej ud i friheden.

Og han tror på, at hans familie vil tilgive ham, og at han vil blive genforenet med dem.

Han fortæller til den engelske avis The Sun, at han altid tænker på sin familie.

Huset i Amstetten, hvor Josef Fritzl holdt sin datter indespærret i 24 år.
Huset i Amstetten, hvor Josef Fritzl holdt sin datter indespærret i 24 år. Foto: JOHN MACDOUGALL
Vis mere

I 2009 blev han idømt livsvarigt fængsel for sine forbrydelser. Han blev dømt for voldtægt, slaveri og for at låse sin datter Elisabeth inde i 24 år.

Hun blev holdt lukket inde i et hemmeligt rum i kælderen i huset i Amstetten. Her blev hun gentagne gange voldtaget – og hun blev mor til syv børn med ham. Det skriver Sky News.

Et af børnene døde som lille i 1996, fordi Fritzl nægtede at skaffe barnet medicin.

Tre børn blev i kælderen, mens tre andre blev taget med ovenpå og opfostret sammen med hans kone.

En tank med beton står i haven til Josef Fritzl gamle hus i Amstetten. Huset er siden blevet lavet om til lejligheder og kælderen fyldt op med beton.
En tank med beton står i haven til Josef Fritzl gamle hus i Amstetten. Huset er siden blevet lavet om til lejligheder og kælderen fyldt op med beton. Foto: LEONHARD FOEGER
Vis mere

Fra det østrigske fængsel fortæller Fritzl i en udtalelse fra hans advokat Astrid Wagner: »Jeg savner min familie rigtigt meget.

Jeg tænker altid på dem og på, hvordan jeg vil nyde at se mine børnebørn.

Jeg er sikker på, at vi vil blive genforenet. Og jeg tror, at de vil tilgive mig for, hvad jeg har gjort.«

Josef Fritzl blev berygtet i hele verden i 2008, da det lykkedes hans datter Elisabeth at slippe ud af rummet i kælderen.

Hun kunne fortælle politiet, at hun havde været holdt fanget i 24 år.