Endnu en person er fundet død efter et jordskred i den norske by Gjerdrum. Det oplyser norsk politi ifølge nyhedsbureauet NTB.

Dermed er to personer nu ifølge de norske myndigheden bekræftet omkommet ved det store jordskred. Ingen af dem er officielt identificeret endnu.

Samtidig savnes der stadig otte personer efter det omfattende jordskred, som fandt sted natten til onsdag. De savnede er både kvinder, mænd og børn.

»Der er gjort fund af en omkommet person. Detaljer om personen kan jeg ikke sige noget om,« lyder det lørdag eftermiddag ved et pressemøde med politiets indsatsleder på stedet - Roy Alkvist.

To personer er fundet døde efter det omfattende jordskred i Gjerdrum i Norge. Otte savnes stadig. Over 1000 personer i området er blevet evakueret.
To personer er fundet døde efter det omfattende jordskred i Gjerdrum i Norge. Otte savnes stadig. Over 1000 personer i området er blevet evakueret. Foto: Håkon Mosvold Larsen
Vis mere

Den første omkomne person blev fundet fredag i den lille landsby Ask i Gjerdrum-kommune, som ligger cirka 20 kilometer nordøst for Norges hovedstad, Oslo.

Men redningsmandskabet har ad flere omgange meddelt, at man ville fortsætte eftersøgningen i området i håb om at finde overlevende, selv om håbet svinder time for time.

Lørdagens fund af det andet dødsoffer fra jordskredet blev gjort knap 100 meter inde i den zone, hvor jordskredet fandt sted.

Den omkomne person blev fundet, efter at en redningshund og dens fører havde held til at lokalisere den døde person med en markering.

»Vi arbejder fortsat videre med eventuelle markeringer, som bliver gjort, og vi har fortsat håb om at finde overlevende,« tilføjer indsatsleder Roy Alkvist.

Det bløde ler-underlag omkring området for jordskredet har været og er fortsat en stor udfordring for redningsmandskabet, som også har anvendt blandt andet helikoptere og droner med varmesøgende kameraer i forsøget på at lokalisere ofrene for katastrofen.